Vestager afviser væksthjælp til Udkantsdanmark

»Det er meget svært at fintune stimuli på den måde. Det mest ligefremme er at sørge for, at vores kreditfaciliteter virker, så virksomhederne kan låne penge,« siger Margrethe Vestager til avisen og tilføjer:

»Der er ikke så meget samfundsingeniør over os, at vi tror, at regeringen lige kan skrue på en lille skrue, og så rammer vi lige præcis den region«.

Udmeldingen kommer til trods for, at store dele af Danmark stadig lider under den økonomiske krise, og selvom beskæftigelsen ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i det seneste år er faldet i seks ud af 11 landsdele.

Margrethe Vestagers fastslår ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten imidlertid, at det samlede fald i ledigheden i Danmark er med til at bekræfte regeringen i, at der ikke er brug for nye stimulipakker.

Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht (S), er overrasket over udmeldingen fra Margrethe Vestager og er »uenig med hende i, at man ikke kan fintune stimuli«. Han mener, at regeringen i langt højere grad bør satse på målrettede og branchespecifikke væksttiltag, der kan styrke økonomien og nye arbejdspladser i de danske regioner og udkantsområder.

Han henviser til, at regeringen blandt andet har etableret otte såkaldte vækstteams, der skal fremme væksten i udvalgte områder og brancher, og at man »sagtens« kan forestille sig, at regeringen finder yderligere midler til vækst i forskellige brancher.

Dagens Gossip