Vestager: Bankunionen skal bare virke

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

EU's økonomi- og finansministre forsøger tirsdag i Bruxelles at få styr på næste skridt i den kommende europæiske bankunion.

Selv om der er udsigt til en sejtrækker af et møde - og måske behov for endnu en maratonrunde i næste uge - er økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fortrøstningsfuld i forhold til at få en løsning, der opfylder de danske krav.

- Det danske grundprincip er jo, at hvis bankerne roder, skal de selv rydde op efter sig. At bankerne selv tager ansvaret, hvis det går galt.

- Vi er meget åbne. Så længe det virker, siger Vestager på vej ind til mødet, der skal forsøge at finde et kompromis om reglerne for en kommende afviklingsmekanisme for nødlidende banker.

Forud for tirsdagens møde er der signaler om, at Tyskland er ved at give sig på en række spørgsmål. Dermed er der ifølge den danske minister reelt tre store udeståender mellem landene.

Det handler om, hvor bankernes egne penge til bankafvikling skal findes - i nationale fonde, en fælles fond eller en kombination.

Derudover er der spørgsmålet om, hvordan selve beslutningen om bankafvikling træffes i en kommende afviklingsstyrelse.

Og endelig spørgsmålet om det såkaldte "backstop". Det handler om, hvordan bankerne i en periode alligevel kan låne penge af det offentlige, hvis de endnu ikke selv har samlet penge nok sammen.

- Lige præcis her er vi ret fleksible.

- Det, der er vigtigt for os, peger den rigtige vej. Og hvis det kommer dertil, at bankerne ikke har penge nok, at man så kan låne af skatteyderne og ikke få af skatteyderne. Lånte penge skal man betale tilbage igen, siger Vestager.

Mens alle eurolande er bundet til at deltage i bankunionen, står det Danmark frit for selv at vælge. Den danske minister er stadig ikke klar til at sige, om hun vil anbefale dansk deltagelse.

/ritzau/