Vestager: Behøver at vide mere om endelig bankunion

Skrevet af admin

25/02/2014

Mest læste i dag

Selvom det går fremad med at tage stilling til dansk deltagelse i den europæiske bankunion, så er der fortsat for mange uafklarede spørgsmål ved en eventuel dansk tilslutning.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Ritzau.

- Vi har fra regeringens side ikke taget stilling endnu, og det hænger blandt andet sammen med, at der er ting i forhold til bankunionen, som vi forhandler i øjeblikket, siger Margrethe Vestager og fortsætter:

- Det kræver et ordentligt og også mere færdigt grundlag for at kunne tage stilling.

Økonomi- og indenrigsministeren lægger dermed is på den udmelding, som nationalbankdirektør Lars Rohde fremsætter i tirsdagens udgave af Information.

Her siger Lars Rohde, at "det er Nationalbankens opfattelse, at danske interesser varetages bedst ved dansk deltagelse i bankunionen."

- Nationalbanken er selvfølgelig frit stillet til at gøre, hvad de vil. Men vi vil gerne vide mere om, hvordan pengestrømmene kommer til at fungere, og hvordan beslutningsgangene bliver i det, siger Margrethe Vestager.

Hun forklarer, at der i øjeblikket er svære forhandlinger med Europa-Parlamentet om, hvordan afviklingsmekanismen, som er en helt central del af bankunionen, skal ordnes.

Et andet uopklaret punkt, som Margrethe Vestager nævner, er, hvordan Danmark som ikke-euroland er stillet i forhold til de andre lande og de rettigheder og pligter, som de har.

- Jeg forstår sådan set godt, hvad Lars Rohde siger. Men der er som regel to sider af siden, og vi skal også vurdere, om der er noget, som trækker den anden vej, siger Margrethe Vestager og uddyber:

- Det synes jeg er svært at gøre, før vi ved, hvordan den egentlige indretning kommer til at se ud.

Bankunionen er en af hjørnestenene i genopbygningen af den europæiske banksektor efter finanskrisen.

/ritzau/