Vestager: Boligskatten ligger fast

De danske boligejere skal ikke frygte, at ejendomsværdiskatten kommer til at stige, efter at Danmark har fået en ny skatteminister.

Det fastslår De Radikales leder, Margrethe Vestager.

I regeringens store rokade efter SF's exit har hun udpeget Morten Østergaard (R) til skatteminister, og det har muligvis fået nogle boligejere til at få bekymrede rynker i panden.

Morten Østergaard fastslog før folketingsvalget i 2011, at boligskatterne efter hans mening burde hæves.

- Vi vil fjerne skattestoppet fra 2016. Vores forslag betyder, at den ejendomsværdiskat, man betaler i 2015, skal følge prisudviklingen fremadrettet. Hvis boligprisen ikke udvikler sig, skal man ikke betale ekstra, sagde Morten Østergaard dengang til Bolius.

Men den linje kommer han ikke til at gennemføre som ny skatteminister, fastslår Margrethe Vestager.

- Enhver minister skal føre regeringens politik. Og i regeringens politik, som vi har aftalt med et bredt flertal i Folketinget, ligger ejendomsværdiskatten fast i en meget, meget lang periode, siger Margrethe Vestager.

/ritzau/

Dagens Gossip