Vestager brugte dronningen til at presse Thorning

I modsætning til alle andre partier afleverede De Radikale dagen efter valget i 2011 et dokument til dronning Margrethe, der oplistede betingelser til en ny regering ledet af Helle Thorning-Schmidt (S).

Jyllands-Posten har fået adgang til samtlige noter, som partierne afleverede til dronningen, der formelt beder partilederen med et flertal bag sig om at danne en regering.

Mens alle andre partier kortfattet pegede enten på Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen (V), afleverede De Radikale en liste af krav.

Den radikale leder, Margrethe Vestager, fastslog blandt andet, at en kommende regering skulle bestå af flere partier. Det var også et krav, at en ny regering ville samarbejde bredt i Folketinget og føre en "ansvarlig økonomisk politik".

Tim Knudsen, professor emeritus ved Københavns Universitet, har gennemgået samtlige råd til regenten siden 1953. Han forklarer, at De Radikale før har afleveret taktiske mandater, men at det seneste er et af de mere detaljerede, han har set.

- Hvis alle partier kom med sådan noget, ville det blive meget indviklet for dronningen at finde ud af, siger han til Jyllands-Posten.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, er enig i den betragtning og mener, at man ikke skal "involvere dronningen, der er upolitisk".

Kilder hos De Radikale siger, at idéen med manøvren var at presse Helle Thorning-Schmidt mest muligt i forhold til forhandlingerne om regeringsgrundlaget.

/ritzau/

Dagens Gossip