Vestager: De Radikale er i storform

Tidspunktet for økonomi- og indenrigsminister Margrethes Vestagers (R) farvel til dansk politik kunne ifølge hende selv ikke være meget bedre.

Danmarks kommende EU-kommissær beskriver De Radikale som et parti i "storform" og med et stærkt fodfæste.

- Det er parti, hvor der er gennemført et markant generationsskifte. Vi har en stor radikal gruppe med superkompetente folk og stor bredde både i erfaring og baggrund. Der har været helt markante resultater - Danmark er på vej ud af krisen. Vi ligger stabilt. Det er et parti i storform, konstaterer Margrethe Vestager over for Ritzau.

Hun regner med, at skatteminister Morten Østergaard snart vil blive valgt som ny politisk leder af De Radikale og samtidig overtage Vestagers ministerpost. Ifølge Ritzaus oplysninger sker det søndag.

Tilbuddet om at blive ny dansk EU-kommissær og afløse Connie Hedegaard i kommissionen er Margrethe Vestager svært tilfreds med.

- Jeg har arbejdet med europæisk økonomi og politik på første hånd gennem tre år nu. Fra den finansielle krise og til nu, hvor situationen er mere stabil. Det er fantastisk at få lov at komme endnu tættere på og være med til at sætte retningen for Europa. Det glæder jeg mig virkelig meget til, siger Vestager.

Det var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der efter lørdagens EU-topmøde i Bruxelles offentliggjorde, at Vestager er udpeget som ny kommissær. Ifølge statsministeren er der udsigt til, at Vestager får en af de tunge poster i den kommende kommission, som skal ledes af Jean-Claude Juncker.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV