Vestager: Der bliver taget hånd om it-utrygge borgere

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

It-forskrækkede danskere kan med ro i sindet gå ind til søndagen, hvor en bølge af digitalisering skyller ind over det offentlige Danmark. Det garanterer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Først og fremmest er det heldigvis stadig færre og færre, der ikke føler sig hjemmevant ved at bruge de digitale muligheder. Over 80 procent af de 16-89-årige er på nettet en gang om ugen, siger ministeren til Ritzau.

- Men det skal ikke lægges dem, der ikke er så trygge ved det, til last. Kommunerne har derfor uddannet over 7000 guider, der hjælper til, hvis man eksempelvis kommer ned til borgerservice og vil melde en flytning.

Fra søndag bliver kontakt med det offentlige udelukkende digitalt på 29 områder. Samtidig vil breve fra det offentlige blive sendt til de enkelte danskeres digitale postkasser.

Regeringens mål er, at 80 procent af den skriftlige kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt med udgangen af 2015.

Erfaringerne med at skrue op for digitaliseringen rundt omkring i det offentlige er - ifølge Margrethe Vestager - positive.

- Det hjælper selvfølgelig også, at de, der laver de digitale løsninger, stadig bliver dygtigere til det, og det bliver mere og mere selvforklarende, hvad det er, man som borger skal gøre.

Hun ser mange forbrugermæssige og økonomiske perspektiver i et samfund, der bliver mere og mere digitalt.

- Først og fremmest er der friheden fra de kommunale åbnings- og lukketider. Det gør, at vi kan ordne de ting, der skal ordnes, når det passer ind i vores hverdag, uanset om det er i frokostpausen eller over aftenkaffen.

- Og så kan der spares penge, som vi frigør ved, at folk ikke skal sidde bag en skranke, eller ved ikke at skulle sende kuverter. Vi vil hellere bruge de penge på borgere i udsatte og sårbare situationer.

Spørgsmål: Risikerer man ikke, at mange af de offentligt ansatte bliver overflødige?

- Jeg tror, at når man ser 10 eller 20 år frem, vil vi arbejde på en anden måde. Når stillinger med en arbejdstype forsvinder, så kommer der stillinger med nye arbejdstyper. Jobkategorierne har altid forandret sig, fordi der opstår nye behov, slår ministeren fast.

/ritzau/