Vestager: Droppet barsel viser handlekraft

De Radikales leder Margrethe Vestager har vakt opsigt ved i et interview med Jyllands-Posten at sige, at det var Socialdemokraterne, som stod bag beslutningen om at droppe den øremærkede barsel og dermed fremtvang et ægte løftebrud.

Lørdag møder Margrethe Vestager sit bagland på De Radikales landsmøde i Nyborg, hvor den droppede barselsordning vil blive taget op.

På vej ind til landsmødet afviser Margrethe Vestager, at det overraskende udfald mod regeringspartneren er et tegn på, at regeringen er ved at falde fra hinanden.

- Jeg synes, det er udtryk for en regering, som kan træffe beslutninger også på et område, som er vanskeligt. Selvom det står i regeringsgrundlaget, vælger vi at gøre noget andet. Og jeg står selvfølgelig 100 procent bag beslutningen.

Spørgsmål: Men du står fast på, at det er et løftebrud?

- Det, tror jeg, I ville have forholdt os alle sammen, siger Margrethe Vestager med henvisning til, at pressen har beskrevet, at den øremærkede barsel var skrevet ind i regeringsgrundlaget og at Enhedslisten var klar med et flertal for ordningen.

- Men mit ansvar for det er ligeså stort som de andres, fordi vi har skrevet det i regeringsgrundlaget og vi var sådan set enige om at gennemføre det.

Dermed forsøger Margrethe Vestager at dæmpe sin kritik af Socialdemokraterne efter hendes bemærkning har vakt stor frustration i dele af både S og SF.

Vestagers udmelding om Socialdemokraternes ansvar for det "ægte løftebrud" blev fredag modtaget med en spids bemærkning fra statsminister Helle Thorning-Schmidt:

- Jeg vil ikke give nogen kommentarer til regeringens interne drøftelser. Det synes jeg ikke er nogen specielt god idé, lød det fra Thorning.

En række delegerede står bag et resolutionsforslag om, at De Radikale skal forpligte sig på igen at arbejde for øremærket barsel til mænd, hvis regeringens økonomiske bonus til mænd på 100 kroner om dagen ikke virker.

Det forslag skal det radikale bagland stemme om søndag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV