Vestager fortryder ikke sin barselsmelding

På de Radikales landsmøde lørdag i Nyborg siger Vestager, at der ikke bør være »mystik« om, hvor de forskellige partier står i regeringen.

Spørgsmål: Statsministeren fandt det uklogt i går at kommentere regeringens interne overvejelser. Er du enig i det?

»Det er et lidt forunderligt emne, fordi I og jeres kolleger skriver rigtig meget om, hvordan vi gør som regering, og hvordan vi arbejder som regering. Måske er det vigtigt, at det bliver lidt mindre mystisk. At vi er tre partier, som godt kan have tre forskellige holdninger og analyser af en ting, som vi taler om og lytter til hinanden og accepterer, at der kan være argumenter, der er mere tungtvejende end dem, vi selv kommer med,« siger den radikale leder.

I et interview med Jyllands-Posten sagde Vestager, at Socialdemokraterne stod bag den droppede barsel:

»Hvis ikke Socialdemokraterne havde hejst et flag og sagt, »vi tror, det giver større problemer, end det vil løse«, havde vi gennemført øremærket barsel,« sagde den radikale partileder til avisen. Her sagde hun ligeledes, at »det her er et ægte løftebrud«.

Spørgsmål: Har du fortrudt dine udtalelser?

»Nej, det har jeg ikke.«

Spørgsmål: Dine udtalelser er blevet taget meget ilde op?

»Det er jo selvfølgelig en ting, der vækker eftertanke, men det kan jo ikke komme bag på nogen, at vi er en regering, hvor vi drøfter tingene, inden vi beslutter det, som vi står bag,« siger Vestager.

Spørgsmål: Nogen vil mene, at du ikke står sammen, men at du peger fingre ad de andre?

»Jeg kan jo ikke tage nogens opfattelse fra dem. Men vores forløb har været tre partier med et fælles mål; at flere fædre tager mere barsel. Så vi har så diskuteret det, vi lytter, også når vi har forskellige argumenter, og jeg kan stå bag den løsning,« siger Vestager.

Dagens Gossip