Vestager giver Fiat og Starbucks rap over fingrene

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Ifølge EU-Kommissionen har Luxembourg og Holland givet særlige skattefordele til Fiat og Starbucks, hvilket er ulovligt ifølge EU-regler for statsstøtte.

Det oplyser EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, onsdag på et pressemøde i Bruxelles, som markerer starten på en række markante skattesager, som kan få stor betydning for såvel skattesystemer som virksomheders ageren indenfor EU.

- Skatteafgørelser, som kunstigt reducerer en virksomhedens skattebyrde, er ikke i overensstemmelse med EU-regler for statsstøtte. De er ulovlige.

- Jeg håber, at med dagens beslutninger vil beskeden blive hørt af medlemslandenes regeringer såvel som virksomheder. Alle virksomheder, store eller små, multinationale eller ej, bør betale deres rimelige andel af skat, siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Vestagers undersøgelser blev indledt sidste år og omfatter ud over Fiat i Luxembourg, Starbucks i Holland også Apple i Irland og den amerikanske internetgigant Amazon.

Undersøgelserne af de to sidstnævnte sager ser dog ud til at gå mere trægt, hvorfor de ikke er præsenteret endnu.

/ritzau/