Vestager lægger luft til Thorning i halaldebat

Den radikale økonomi- og indenrigsminister har modsat den socialdemokratiske statsminister slet ikke nogen holdning til den halaldebat, der har kørt i medierne henover sommeren.

»Nej, jeg glæder mig over at bo i et land, hvor vi kan diskutere det, fordi det jo dermed betyder, at vi kan spise alting, og det øger sandsynligheden for, at man kan spise det, man gerne vil. Og så synes jeg, man skal finde ud af det der, hvor maden serveres,« siger Margrethe Vestager til Jyllands-Posten.

Flere daginstitutioner og også Hvidovre Hospital serverer kun halalslagtet kød, og nogle steder har man helt droppet svinekød.

Det fik statsminister Helle Thorning-Schmidt til at opfordre de danske kødproducenter til at mærke pakker med halalslagtet kød, så forbrugerne ved, hvad de spiser. Den opfordring bakker Margrethe Vestager dog ikke op om.

»Det synes jeg, de må helt selv om. Jeg har forstået, at der er nogle, der gør det. Det betyder sikkert også, at der er nogle, der ikke gør det. Det må være en overvejelse mellem producenten og vedkommendes kunder,« siger hun.

Margrethe Vestager vil lade det være op til daginstitutioner, forældrebestyrelser og andre selv at bestemme, hvilken slags mad der skal serveres de pågældende steder.

»Jeg er først og fremmest glad for at leve i et land, hvor man kan diskutere det. Det er jo et tegn på, at det er et frit land, hvor man kan spise det hele. Både pizza, frikadeller og shawarma.«

De Radikale skyder fredag partiets politiske sæson i gang, når sommergruppemødet på Fyn afsluttes med et pressemøde klokken 13.00.

Dagens Gossip