Vestager: Morten Østergaard er den bedste politiske leder

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

En tydeligt berørt Margrethe Vestager roser sin efterfølger Morten Østergaard som De Radikales helt rigtige partileder i sin svanesang til 370 delegerede ved partiets landsmøde i Nyborg Strand.

- Morten er den bedste politiske leder. Han er den, som jeg har størst tillid til i dansk politik. Han samler. Og jeg ved det, for vi har arbejdet tæt sammen i mange år, siger Margrethe Vestager.

Hun får minutlange, taktfaste stående ovationer fra 370 delegerede og omfavnes af Morten Østergaard.

- I skal endelig blive ved. Det er så sjældent, at nogen bringer Margrethe i forlegenhed, siger Morten Østergaard.

En lørdag for nylig kom hun hjem til ham og sagde til ham.

- I aften sker det: Jeg skal være EU-kommissær, og du skal være leder af partiet.

Under hende har De Radikale forladt spærregrænsen, og ingen kalder partiet slingrefise eller budding, som skal sømmes op på væggen, siger Morten Østergaard.

- Vi er glade for, at det ikke er et farvel til Margrethe, men et på gensyn, siger han.

- Det bliver langt, hvis jeg skal tude i hver sætning, siger Margrethe Vestager.

I sin svanesang tager Vestager turen tilbage til 2006, da hun afløste Marianne Jelved som partileder. Hun overtog et "håndværkertilbud" efter afskeden med Naser Khader og Anders Samuelsen, og før Simon Emil Ammitzbøll i 2008 smækkede med døren.

Vestager roser sine radikale partifæller for at have en drøm "som vi er fælles om". Derfor undrer det måske nogle, at hun forlader SR-regeringen for Bruxelles.

- Når nu det hele er så godt - hvorfor så give slip? Hvorfor give det politiske lederskab videre? Det har jeg også tænkt over, forklarer Margrethe Vestager.

- Jeg er vokset op med pligten til at gøre sit bedste og blive ved. Aldrig at rende af pladsen, ikke være en flakke. Blive ved, til det gør ondt, og så blive ved til det gør dobbelt så ondt. Og så længe det gør godt, så tæller det ikke.

/ritzau/