Vestager og Thulesen Dahl i hård duel om velfærdsturisme

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Det startede i fred og fordragelighed og med en lille joke om Liverpool.

Men da først debatten om velfærdsturisme mellem De Radikales leder, Margrethe Vestager, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på De Radikales nytårsstævne var skudt i gang, røg fløjlshandskerne hurtigt af.

Kristian Thulesen Dahl beskyldte direkte regeringen for at bryde den danske grundlov ved at have rettet ind i forhold til EU om de såkaldte optjeningsprincipper for at opnå dansk velfærd som børnechecken.

- Det er jo ikke Vestager, der skal vurdere, om vi er på vej mod nederlag ved EU-Domstolen. Det er et flertal i Folketinget, lød det fra Thulesen Dahl.

- Det rigtige er jo at tage sagen til EU-Domstolen. En mindretalsregering har da ikke ret til at sidde Folketinget overhørigt. Regeringen administrerer i strid med grundloven, sagde Dansk Folkepartis formand.

Det fik Margrethe Vestager til at gribe mikrofonen:

- Det er meget alvorligt at blive beskyldt for grundlovsbrud. Det er ikke noget, og jeg savner totalt en underbygning af, at vi bryder grundloven, sagde De Radikales leder, der direkte opfordrede Thulesen Dahl til at gå rettens vej, hvis han stod fast.

En handske, som Dansk Folkepartis formand dog ikke umiddelbart samlede op:

- Det her kan sagtens ende ved retten, men det er da først, når vi har prøvet at gå gennem Folketinget, sagde han.

De to partiledere var desuden dybt uenige om, hvorvidt den såkaldte velfærdsturisme var et problem eller ej for den danske statskasse eller velfærdsmodellen som sådan.

- Forsøget på at sige, at det her ikke har nogen økonomisk betydning, mener jeg er grundlæggende forkert, lød det fra Thulesen Dahl.

- Det var bedre for samfundsøkonomien, hvis man fik danskere i sving i stedet for at have rigtig mange østeuropæere, der tager danske job i dag, sagde han.

- Fair nok, at der er ting, vi er uenige om, men her forstå jeg faktisk ikke synspunktet, sagde Vestager.

- Hvorfor denne kamp mod friheden til at kunne søge arbejde i et andet land. Eller til at studere eller at nyde en pensionisttilværelse på den spanske solkyst, sagde den Radikale leder, der kaldte Thulesen Dahls udlægning af velfærdsturismen for "spøgelseshistorier".

/ritzau/