Vestager skruer bissen på over for Google

EU-Kommissionen har onsdag sendt en formel klagemeddelelse til amerikanske Google med besked om, at man mener, at virksomheden misbruger sin dominerende position på markedet for søgemaskiner på internettet.

Meddelelsen fra EU's konkurrencekommissær, danske Margrethe Vestager, kommer efter fem års indledende undersøgelser, hvor Googles konkurrenter tre gange har afvist gigantens forsøg på at komme dem i møde.

EU-Kommissionen siger i en pressemeddelelse, at Google ser ud til systematisk at give søgeresultater fra virksomhedens egne forretninger forrang ved præsentationen af søgeresultater.

Eftersom Google sidder på over 90 procent af markedet i de fleste EU-lande, er bekymringen, at forbrugerne ikke nødvendigvis får de billigste, bedste og mest relevante tilbud, når de for eksempel søger efter rejser eller andre produkter på nettet.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager siger i en pressemeddelelse, at virksomheder, der arbejder i Europa - uanset hvor de måtte have hjemme - ikke må nægte europæiske forbrugere så bredt et udvalg som muligt eller hæmme konkurrencen.

- I sagen vedrørende Google er jeg bekymret for, om virksomheden i strid med EU's konkurrenceregler har givet en uretfærdig fordel til sin egen sammenlignende indkøbstjeneste.

- Google har nu mulighed for at overbevise kommissionen om det modsatte. Men hvis efterforskningen bekræfter vores bekymringer, må Google stå juridisk til ansvar og ændre sine forretningsmetoder i Europa, siger Vestager.

/ritzau/

Dagens Gossip