Vestager står bag regeringens beslutning om øremærket barsel

Men nu lader det til, at hun hiver en anelse i land. For på sin Facebook-profil forsøger hun nu at »undgå misforståelser« og præcisere sin holdning.

»Både jeg og de øvrige radikale ministre står inde for vores beslutning i regeringen om øremærket barsel. Det er i sagens natur også mit store ansvar, at vi ikke gennemfører øremærket barsel til mænd og dermed mindre barsel til kvinder. Sådan er det at være i regering,« skriver hun.

»Det har skabt en del røre, at jeg har beskrevet, at regeringspartierne så forskelligt på forslaget om øremærket barsel til mænd. Sagens kerne er enkel: Øremærket barsel er et løfte i regeringsgrundlaget. Vi har som regering valgt ikke at gennemføre det,« skriver hun om løftebruddet.

Hun forklarer dog, at hun fortsat kan se både styrke og svaghed den øremærkede barsel, og at det har givet anledning til diskussion internt i regeringen.

»Der er stærke argumenter både for (ligestillingsargumenter) og imod (hensynet til familiens egen råderet over fælles barsel) øremærket barsel til mænd. Jeg kan se styrken i begge dele, og vi har truffet en beslutning i regeringen, som jeg står helt bag. Og jeg har bare stilfærdigt besvaret, hvordan vi som regering er endt med at gå bort fra det, der står i regeringsgrundlaget,« forklarer Vestager på Facebook.

Sammen med flere andre socialdemokrater, der har raset over den radikale leders udmelding har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) været ud og sige, at interne stridigheder i regeringen ikke hører til i offentligheden.

»Jeg vil ikke give nogen kommentarer til regeringens interne drøftelser. Det, synes jeg ikke, er nogen specielt god idé,« sagde statsministeren og uddybede:

»Men jeg vil gerne understrege, at regeringen har truffet en beslutning i den her sag. Det er selvfølgelig en samlet regering, der har truffet en beslutning om, at vi ikke vil øremærke en del af barslen til mænd, og det har vi gjort ud fra den klare begrundelse, at hvis vi skal øremærke barsel til mænd, så betyder det, at vi reelt skal sige til kvinderne, at de vil få mindre tid sammen med deres børn,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Det erklærer Margrethe Vestager sig enig i, men hun undrer sig over, at uenighederne ikke må komme frem.

»Det mest tankevækkende for mig er reaktionen: At nogen synes, at det åbenlyse ikke må siges højt. At vi er tre partier, at vi lytter til hinanden og til argumenter og træffer en beslutning. For sådan er regeringens arbejde også: At lytte til hinanden og træffe beslutning. Og i bevidstheden om, at vi deler målet om, at flere mænd tager mere barsel,« skriver partilederen på Facebook.

Dagens Gossip