Vestager til kommunerne: Ryk valgstederne ud hvor folk er

Flere skal til stemmeboksene til kommunalvalget til november. Det mener Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. I et brev til landets kommuner opfordrer hun til at tage initiativer, der kan give en højere valgdeltagelse ved kommunalvalget i november end ved de foregående kommunalvalg.

I følge Margrethe Vestager kan kommunerne flytte valgstederne ud, hvor folk er - for eksempel på banegårdene og de unges uddannelsessteder.

Ved kommunalvalget i 2009 var den samlede valgdeltagelse 66 procent, hvilket er det laveste i 35 år.

For de unge er valgdeltagelsen faldet fra 54 procent til 46 procent siden 1997, og blandt flere nydanske grupper er faldet endnu større.

Den laveste valgdeltagelse i 2009 fandtes blandt de socialt marginaliserede, bl.a. gruppen af kontanthjælpsmodtagere, hvor valgdeltagelsen var 32 procent.

Selv om valgdeltagelsen generelt er høj i Danmark, ønsker økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager en højere valgdeltagelse, når der er kommunalvalg den 19. november.

Derfor har hun netop sendt et brev til alle landets kommuner, hvor hun gør opmærksom på udviklingen og opfordrer til, at de arbejder for en højere valgdeltagelse til efteråret.

- Nogle kommuner kan måske lade sig inspirere af Københavns Kommune, som rykkede et brevstemmested ind midt på Hovedbanegården i forbindelse med sidste folketingsvalg. Det benyttede mange vælgere sig af. Og måske kan man få flere unge til at stemme, hvis kommunerne giver dem mulighed for at brevstemme på deres uddannelsessted, siger Margrethe Vestager.

Dagens Gossip