Vestager tvivler på effekten af barselsbonus

»Der er ingen sikkerhed for, at sådan noget barselsbonus vil virke. Det er en lidt anden model end den svenske, så det her er ikke prøvet før, og vi kan ikke være sikre på, at det vil virke. At det hele går, som det skal,« siger den radikale leder til avisen.

Dermed gnider hun yderligere salt i regeringens barselssår efter, at hun fredag i Morgenavisen Jyllands-Posten gav Socialdemokraterne skylden for, at regeringen har foretaget endnu et løftebrud og droppet den øremærkede barsel til mænd.

»Hvis ikke Socialdemokraterne havde hejst et flag og sagt: »Vi tror, det giver større problemer, end det vil løse«, havde vi gennemført øremærket barsel,« sagde hun til avisen.

Det opsigtsvækkende angreb på regeringspartneren tvang fredag den absolutte S-top ind i sagen. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gik skarpt i rette med den radikale leder og sagde, at den øremærkede barsel blev droppet af en samlet regering, samt at en melding som Vestagers om regeringens interne drøftelser »ikke er nogen specielt god idé«.

»Det er selvfølgelig en samlet regering, der har truffet en beslutning om, at vi ikke vil øremærke en del af barslen til mænd, og det har vi gjort ud fra den klare begrundelse, at hvis vi skal øremærke barsel til mænd, så betyder det, at vi reelt skal sige til kvinderne, at de vil få mindre tid sammen med deres børn,« lød det fra statsministeren.

Også finansminister Bjarne Corydon (S) understreger, at beslutningen har været vendt og drejet af hele regeringen.

»Vi har vurderet, at risikoen for, at der samlet set ville blive holdt mindre barsel i Danmark, vejede tungest. Det har vi så truffet en beslutning om, og det synes jeg ikke, der er grund til at gøre et større drama ud af end højst nødvendigt,« siger Bjarne Corydon.

Han erkender, at der er »usikkerhed« om, hvordan en barselsbonus vil virke.

Da Berlingske fredag mødte Margrethe Vestager før det europæiske økonomiministermøde i Litauen, havde hun ikke yderligere kommentarer, men henviste blot til udtalelsen i Jyllands-Posten, »og de citater, der er blevet bragt, er fine«. Hun afviste, at hun vasker hænder på de Radikales vegne:

»Der skal meget, meget, meget mere til.«

Det er ikke opfattelsen hos regeringens støtteparti Enhedslisten, der kalder udmeldingen fra Vestager for »fesen«.

»De Radikale har landsmøde i weekenden, og der er mange i det radikale bagland, der med god grund er utilfredse. Men vi ved jo allesammen godt, at hvis Vestager havde kæmpet for bedre barselsrettigheder til fædrene, sammen med SF, så var resultatet sandsynligvis blevet et andet, end det blev,« siger partiets ligestillingsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), der ikke er begejstret for en barselsbonus:

»Om man skal bruge så mange penge på en bonusordning, kommer jo an på, om vi kan blive overbevist om, at det rent faktisk har en effekt og ikke ender med at belønne dem, der i forvejen tog barsel.«

Margrethe Vestager holder dog fast i, at bonusordningen er en god idé.

»Fordi det kan være, at det virker. Barselsbonus kompenserer ikke for den fulde lønforskel, men kan være en hjælp til, at økonomien i familierne hænger lidt bedre sammen,« siger hun.

Dagens Gossip