Vestager udvider undersøgelse af skat til alle EU-lande

Skrevet af admin

17/12/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen udvider nu undersøgelsen af virksomheders favorable skatteaftaler til samtlige 28 EU-lande.

- Jeg har brug for et samlet billede af praksis med skatteaftaler i EU for at bekæmpe skatteunddragelse. I dag har jeg bedt alle medlemslande give os oplysninger, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i et tweet.

Kommissæren er i forvejen i færd med at undersøge fire tilfælde af mulige brud på EU's konkurrenceregler, hvor selskaber har fået gunstige skatteaftaler i Irland, Luxembourg og Holland.

Luxleaks-skandalen har ad flere omgange skabt heftig offentlig debat i Europa om multinationale selskabers muligheder for at slippe med at betale et minimum i skat.

Den første afsløring i november viste, at over 340 selskaber, herunder Ikea og Pepsi, i årene 2002-2010 indgik aftaler med skattemyndighederne i Luxembourg, så de fik minimeret deres skattebetaling.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der er tidligere regeringschef i Luxembourg, er selv blevet svækket betydeligt af Luxleaks-sagen.

Men større gennemsigtighed om selskabsskat og kamp mod skatteunddragelse er defineret som en høj prioritet i den nye EU-kommissions arbejdsprogram.

/ritzau/