Vestager vil granske det danske el-marked

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen vil se nærmere på det danske og 10 andre EU-landes el-marked for at sikre, at de eksisterende og planlagte regler for til hver en tid at garantere el-forsyningen ikke forvrider den fri konkurrence på EU's indre marked.

- Regeringer har en helt berettiget interesse i at sikre, at der er tilstrækkelig el-forsyning. Husholdninger og industrien skal ikke risikere strømafbrydelser, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en pressemeddelelse.

Stadig flere EU-lande indfører såkaldte kapacitetsmekanismer, der skal fremme investeringer i kraftværker og opmuntre dem til at holde produktionen i gang, så man altid kan være sikker på, at der er el nok på markedet.

Det er helt forståeligt, lyder det fra kommissionen. Men det skal altså foregå i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.

De kræver dels, at medlemslandene kan argumentere for, at deres indgreb er absolut nødvendige.

Og dels at mekanismerne er skruet sådan sammen, at de ikke forvrider konkurrencen til fordel for bestemte producenter eller teknologier, så man forhindrer el i at flyde frit over grænserne inden for EU.

Forholdene i Danmark skal undersøges nærmere som led i "et repræsentativt udvalg" af EU-lande, der enten allerede har indført eller - som det er tilfældet i Danmark - har overvejelser om at indføre kapacitetsmekanismer.

Landene får frem til årets udgang til at sende deres kommentarer, så kommissionen kan afslutte sin undersøgelse i midten af næste år. Undersøgelsen er en del af det igangværende arbejde med at bygge en energiunion i EU.

Vicedirektør i Dansk Energi, Anders Stouge, hilser EU-Kommissionens initiativ velkommen.

- For et lille land med store handelsforbindelser til vores nabolande er det vigtigt, at vi har mulighed for at konkurrere på lige vilkår med andre lande.

- Selv om kraftværkslukning er en naturlig del af den grønne omstilling, er mange lande nervøse for, om forsyningssikkerheden kan opretholdes og dermed undgå at gå i sort, siger Anders Stouge i en skriftlig kommentar til Ritzau.

/ritzau/