Vestager: VK havde viljen til at lave finanslov

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Der var viljen til forskel mellem Enhedslisten og Venstre og De Konservative, som tirsdag lavede en finanslov på få timer, mens Enhedslisten forhandlede forgæves i godt en måned.

Det siger De Radikales leder, økonomiminister Margrethe Vestager.

- Det må de gøre op med sig selv. Ingen kan være i tvivl om, at vi havde viljen til at lave en aftale med dem. Mandag fremlagde vi det meget favorable tilbud for pressen. I går formiddag (tirsdag) holdt vi møde med Enhedslisten, siger Margrethe Vestager.

- Der er ingen tvivl om regeringens vilje. Men der var en vilje hos Venstre og De Konservative til at lave en aftale om regeringens politik.

Margrethe Vestager afviser, at især De Radikale satte sig på bagbenene ved Enhedslistens krav om at lovfæste danske løn- og arbejdsvilkår i arbejdsklausuler ved offentlige opgaver.

- Fra regeringen har vi drøftet disse ting med Enhedslisten igen og igen og igen. Hele regeringen og Det Radikale Venstre går stærkt ind for, at vi har ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, siger Margrethe Vestager.

- Derfor glæder jeg mig over, at alle fem regioner og over 70 kommuner sørger for ordnede forhold, når de laver udbud af offentlige anlægsarbejder. Men der er grænser for alting, for hvor stift og centraldirigeret man skal gøre tingene.

Margrethe Vestager er uenig i, at regeringen fumlede og forsinkede finansloven.

- Kritik hører med til at have regeringsansvaret. Vi har haft en kommunal valgkamp, en lille regeringsomdannelse og landet en finanslov med en meget flot balance. Regeringen har, om jeg så må sige, haft pladen fuld de seneste uger, siger Margrethe Vestager.

Hun er ikke utryg ved fremtiden.

- Det er enhver mindretalsregerings grundbekymring, om man kan finde partier at samarbejde med.

/ritzau/