Vestas-aktie topper C20 for fjerde gang i år

For fjerde gang i år indtager Vestas-aktien pladsen som månedens mest stigende aktie i danske elite-indeks, C20.

Med få timer tilbage i julis handler på fondsbørsen er vindmølleaktien alene i denne måned steget med 40 procent og med imponerende 256 procent siden årsskiftet. Aktien handles onsdag eftermiddag i kurs 114, hvilket er det højeste niveau siden juli 2011.

Kursfesten i juli har gjort Vestas-aktionærerne næsten seks milliarder kroner rigere.

Aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen forklarer det massive kurshop med en række konkrete forhold, der alle virker i Vestas' favør.

- Investorerne har i en periode mistet tilliden til Vestas som business case, men den tillid er nu vendt tilbage. Og med tilliden følger en parathed til at investere i selskabet, og derfor ser vi de her voldsomme kursstigninger.

- Den genfundne tillid bygger investorerne blandt andet på bedre udsigter for branchen som helhed, men Vestas har også selv en stor del af æren for udviklingen.

- Eksempelvis har Vestas implementeret mere end 100 sparetiltag omfattende alt fra skruer og bolte til produktionen af større komponenter, siger Mikkel Duus-Hansen.

Generelt har juni været en god måned for de største danske aktieselskaber, og C20-indekset ligger onsdag eftermiddag til en samlet månedsstigning på 6,5 procent, hvilket er den næsthøjeste månedsstigning i år.

- Både den europæiske og den amerikanske centralbank er blevet mere positive i deres udmeldinger, og samtidig har fremgangen på det amerikanske arbejdsmarked vist sig at være stærkere end forventet, siger Mikkel Duus-Hansen.

- Det skubber til investorernes risikoappetit og tro på fremtiden, og derfor shopper de flere aktier i forventning om at få andel i den økonomiske fremgang, som vi nu igen ser tegn på, siger han.

Efter Vestas følger Jyske Bank og Pandora som månedens mest stigende aktier i C20-indekset med stigninger på henholdsvis 14 og 13 procent.

Som det eneste selskab i C20-indekset ser Chr. Hansen ud til at afslutte måneden med et kursfald.

/ritzau/

 

Dagens Gossip