Vestas er ikke længere kasino-aktie nummer ét

Efter i flere år at have haft den uofficielle titel som fondsbørsens kasino-aktie nummer ét, er Vestas nu tilsyneladende ved at overbevise investorerne, at det er et blevet et mere stabilt selskab.

Nordeas statistikker viser, at andelen af shortpositioner i Vestas er faldet markant de seneste to år. Fra i perioden fra vinteren 2011 til sommeren 2012 at have ligget på over 20 procent af den samlede mængde udestående aktier, er andelen per første august nu helt nede på seks procent.

»Det er en ret bemærkelsesværdig udvikling. Det er interessant at se det her skifte. Men de gør også de rigtige ting i øjeblikket, og det afspejler også meget godt vores anbefalinger om Vestas,« siger Jesper Bamberger aktierådgiver i Nordea.

At »shorte« eller »gå kort« i en aktie kan kort forklares sådan med det eksempel, at investor A låner en aktie af investor B og sælger den videre i markedet. Hvis aktiekursen i den kommende periode falder, kan investor A købe aktien til en billigere pris og give den tilbage til investor B med gevinst fra sit eget salg af aktien. Omvendt taber investor A penge, hvis aktiekursen i stedet er steget.

Færre gambler på Vestas-fald

At andelen af shortpositioner i Vestas-aktien er faldet, vil med andre ord sige, at færre investorer har mod på at gamble på, Vestas-aktien vil falde.

Udviklingen hænger meget godt sammen med, at Vestas i det seneste år faktisk har formået at skabe en række positive resultater.

Der er kommet mere ro om finansiering ved indgåelse af en livsvigtig aftale med bankerne, omkostningerne er dalet, selskabets pengestrømme har bedret sig og ordrebøgerne er også blevet en anelse tykkere - selvom det vigtige amerikanske marked endnu ikke har kastet nogle store ordrer af sig i år.

»Det der sker i øjeblikket er, at flere køber sig ind i den langsigtede historie om restrukturering og vækst i Vestas. Vestas har ændret strategi og det ser ud til at have en effekt,« siger Jesper Bamberger.

Vestas-aktie nærmer sig stigning på 300 procent

Og selvom det er sket på en særdeles billig baggrund, så er det alligevel en imponerende stejl kurve, Vestas-aktien er klatret opad.

Med udsigt til femte børsdag i træk med aktiehop, er aktien næsten steget 300 procent siden årets start, hvor man kunne erhverve sig en ejerandel i Vestas for godt 30 kroner.

Og her har den tidligere høje andel af shortede aktier i Vestas også spillet en væsentlig rolle. I takt med den stigende aktiekurs, har mange af de investorer, der havde shortet Vestas-aktien, nemlig set sig nødt til at afdække deres risiko for yderligere stigninger, ved at købe Vestas-aktier.

»Så en del af forklaringen på, at Vestas-aktien er blevet sendt op, er, at flere har lukket deres shortpositioner i aktien. Derfor kan man så også sige, at det nok ikke er derfra, at vi kommer til at se yderligere hjælp til Vestas-aktien,« siger Jesper Bamberger.

Nordea anbefaler i øjeblikket sine kunder at investere i den danske vindmøllekoncern. Men Jesper Bamberer understreger dog også, at Vestas stadig en højrisikoaktie. Der er stadig mange udfordringer for Vestas i den kommende tid og få dårlige nyheder kan hurtigt vende udviklingen til den negative side.

»Det viser årets aktiestigning også. Så høje afkast får man umiddelbart ikke i et selskab med lav risiko,« siger aktierådgiveren.

FLSmidth nu mest shortede aktie

Vestas er nu den næstmest shortede danske aktie. Mens det er ingeniørkoncernen FLSmidth, der har overtaget den tvivlsomme ære at ligge højest på listen over shortede selskaber.

Andelen af shortpositioner i FLSmidth er mere end fordoblet de seneste to år, fra seks procent af den samlede mængde handlede aktier i august 2011 til 14 procent per første august i år. FLSmidth, der blandt andet lever af at levere udstyr til mineindustrien, har været hårdt ramt af udsigten til en nedgang i investeringer fra mineselskaberne, forklarer Jesper Bamberger.

»Flere mineselskaber har været ude at sige, at de vil mindske deres investeringer betydeligt. Og vi har også set, at mange af FLSmidths konkurrenter har været ude at nedjustere deres forventninger og fortælle, at de ser faldende ordrer. Det er temaet for hele minebranchen lige nu. Og derfor falder forventninger til et selskab som FLSmidth også,« siger han.

Den tredjemest shortede aktie herhjemme er høreapparatkoncern William Demant, hvor andelen af shortede aktier er 3,4 procent.

Koncernen har også oplevet et ret sløjt år indtil videre med en aktiestigning på kun cirka tre procent - hvilket skal ses i forhold til en stigning i det samlede C20 Cap-indeks på omkring 18 procent i år.

Shorting er ikke et tema for Novo

Tilliden er omvendt langt større til landets mest værdifulde selskab, Novo Nordisk, der kommer med regnskab på torsdag. Her er andelen af shortpositioner under én procent af den samlede mængde aktier.

»Det viser, at det slet ikke er et tema, at man skal shorte Novo Nordisk. Der er ikke en bred forventning blandt de spekulative investorer om, at den vil falde,« siger Jesper Bamberger.

Nordea har også en såkaldt »stærk køb-anbefaling« på Novo Nordisk, som banken mener kan komme op i kurs 1240 indenfor det næste halve år.

FAKTA Mest shortede aktier (målt på andel shortpositioner i forhold til samlede mængde udestående aktier)

1. FL Smidth: 14 procent

2. Vestas: 6 procent

3. William Demant: 3,4 procent.

? Novo Nordisk: Under én procent.

Bankerne er generelt tilbageholdende med at udlevere oplysninger om shortpositioner, og derfor har Berlingske Business kun fået data fra Nordea for de mest shortede selskaber.

Siden januar 2013 har investorer dog skulle oplyse, når de har købt shortpositioner i et dansk selskab, der svarer til 0,5 procent af den samlede mængde aktier. Disse data bliver offentliggjort via Finanstilsynet.

Dagens Gossip