Vestas får endnu en stor USA-ordre under rammeaftale

Skrevet af admin

02/07/2014

Dagens topnyheder

Vestas har modtaget endnu en stor ordre fra en af sine faste kunder i USA. Bestillingen omfatter 83 vindmøller med en samlet kapacitet på 166 megawatt til en vindpark i Minnesota, der efter planen begynder at producere strøm i fjerde kvartal 2015.

Ordren er en del af en rammeaftale med RES Americas på i alt 610 megawatt.

Og rammen er nu tæt på at være fyldt ud: Fredag trak RES Americas 124 megawatt på aftalen og med tirsdagens bestilling resterer der kun 146 megawatt, før rammeaftalen er fuldt udnyttet.

Vestas har rammeaftaler for i alt cirka 3500 megawatt på det amerikanske marked. Heraf har godt 2000 megawatt nu materialiseret sig i form af ordrer.

Aktieanalytiker Klaus Kehl fra Nykredit Markets sagde mandag til Ritzau Finans, at han ser gode muligheder for, at de resterende megawatt også bliver til konkrete møller.

/ritzau/