Vestas' fastholder 1.250 fyringer i år

Pengestrømmene er markant forbedret, den administrerende direktør Ditlev Engel erstattes af svenske Anders Runevad, og endelig har vindmølleselskabet besluttet at beholde sin amerikanske fabrik i Pueblo.

Beslutningen om at beholde fabrikken i Pueblo ændrer dog ikke på, at antallet af Vestas-medarbejdere skal ned på 16.000 ved udgangen af 2013 mod cirka 17250 i dag. Det betyder 1.250 fyringer, som skal findes et andet sted end i amerikanske Pueblo.

»Vi fastholder målet med at bringe antallet af medarbejdere ned til 16.000 på trods af, at vi har besluttet at beholde fabrikken i Pueblo. Vi vil have ansættelsesstop, og vi kommer til at afskedige flere,« siger Vestas' økonomidirektør Marika Friedriksson på en telekonference.

Tidligere var fabrikken i Pueblo på salgslisten, men salgsprocessen har været svær, og nu sadler Vestas om og satser i stedet på at øge produktionen til det amerikanske marked.

»Ordreindgangen på det amerikanske marked har været svag i årets første seks måneder, men nu forventer vi flere ordre. Det er baggrunden for vores beslutning om at beholde fabrikken i Pueblo. Samtidig vil vi forbedre kapacitetsudnyttelsen der,« siger økonomidirektør Marika Friedriksson.

Generelt går det trægt med Vestas' salgsproces, og nu er selskabet nødt til at tage yderligere nedskrivninger på de resterende aktiver, der er til salg. Vestas har ikke planer om at investere i nye fabrikker - nu er fokus ene og alene på at forbedre lønsomheden, skabe stabilitet og udvide serviceforretning.

 

Dagens Gossip