Vestas fyrer endnu flere

Vindmøllekoncernen Vestas er ude i en global fyringsrunde, hvor 3700 mister jobbet i år. Og nu har den danske koncern igen skåret fra i USA.

Igen er det fabrikkerne i Colorado, der står for skud, skriver Denver Business Journal.

Torsdag fik næsten hver tredje - 30 procent - af de ansatte på vingefabrikken i Windsor en fyreseddel.

Samlet arbejder der 700 på vingefabrikken. Men nu siger Vestas farvel og tak til 210 af dem.

Ifølge Ritzau Finans fyrede Vestas også amerikanske ansatte tirsdag i denne uge. Der fik 80 ansatte på selskabets vingefabrik i Brighton en fyreseddel.

Og det er ikke første gang, at amerikanerne står for skud. I august måtte 30 forlade fabrikken i Brighton og yderligere 90 stoppede på tårnfabrikken i Pueblo.

Vestas oplyser til Denver Business Journal, at antallet af ansatte på de fire fabrikker i Colorado er skåret fra mere end 1700 til omkring 1200 i år.

Nedskæringerne i arbejdsstyrken på Vestas-fabrikkerne er sket via naturlig afgang, omflytning af medarbejdere samt egentlige fyringer.

Den globale fyringsrunde på vindmøllefabrikken skal munde ud i, at der ved årsskiftet er omkring 19.000 ansatte i koncernen.

Ved starten af oktober havde allerede 2700 modtaget fyringsvarsler, mens 1000 manglede at blive udpeget.

Samtidig har Vestas flere gange varslet, at det kan komme til at koste endnu flere hoveder i den amerikanske del af koncernen, hvis ikke den amerikanske støtteordning til vindmølleindustrien, PTC, forlænges efter udgangen af 2012.

 

Dagens Gossip