Vestas fyrer igen: 3000 stillinger skal væk

Så sker det igen. Vindmøllekoncernen melder ud efter et dårligt tredjekvartal med underskud på 158 millioner kroner at der skal fyres ansatte.

3000 stillinger skal skæres væk inden udgangen af 2013. Det fremgår af virksomhedens regnskab for tredje kvartal.

Hvor mange af disse fyringer, der skal ske i Danmark vides endnu ikke.

På nuværende tidspunkt har Vestas reduceret antallet af medarbejdere med omkring 3700, så man er nået ned på omkring 19.000 medarbejdere på verdensplan.

Allerede i slutningen af året eller starten af næste år skal der skæres yderligere 1000 ansatte væk. Det vil primært gælde midlertidigt ansatte, medarbejdere, der arbejder i fratrædelsesperioden, samt allerede planlagt afskedigelser.

I løbet af 2013 vil man yderligere skære stillinger væk, så selskabet ved udgangen af 2013 skal beskæftige omkring 16.000 ansatte.

Vestas fik i kvartalet et skuffende underskud på ca. 1,2 milliarder kroner før skat.

Omsætningen nåede op på knap to milliarder euro, svarende til ca. 15 milliarder kroner. For årets første ni måneder nåede omsætningen op på ca. 35 milliarder kroner mod omkring 28 milliarder kroner i samme periode 2011.

De store nedskæringer i medarbejdertallet skal nedbringe omkostningerne i Vestas med yderligere ca. 1,1 milliarder kroner. Samlet vil man fra udgangen af 2011 til udgangen af 2013 dermed have bragt omkostningerne ned med omkring tre milliarder kroner.

Vestas fastholder sin forventning til hele året for indtjeningsgrad og en omsætning på mellem 6,5 og 8 milliarder euro.

Særlige poster trækker dog negativt ned i regnskabet. De ventes nu at nå op på 1,7 til 1,9 milliarder kroner mod tidligere mellem 600 og 900 millioner kroner.

Det skyldes nedskrivninger på udviklingsprojekter, lukning af forsknings- og udviklingscentre samt nedtrapning af aktiviteter i Indien.

Ordreindgangen i tredje kvartal lå på 401 megawatt, hvilket var endnu lavere end ventet af analytikerne - som på forhånd var skuffet over deres forventede tal for ordreindgangen.

Aktiekursen dykkede kraftigt med ni procent, da fondsbørsen åbnede og kunne reagere på tallene fra Vestas.

Dagens Gossip

Dagens TV