Vestas har fyret hver fjerde på to år

Ved udgangen af 2011 havde Vestas 22.721 medarbejdere mod 17.196 medarbejdere ved udgangen af første kvartal 2013 - et fald på 24 procent. Alene i første kvartal 2013 har vindmølleselskabet fyret 582 medarbejdere, og ved udgangen af 2013 skal medarbejderstaben være nede på højest 16.000 medarbejdere.

Den markante fyringsbølge giver Vestas besparelser på mere end 3 mia. kroner (over 400 mio. euro).

Årsagen til de mange fyringer er, at Vestas for sent opdagede, at vindmøllemarkedet var på vej ind i flere års nedtur. Den grønne dagsorden har lidt et knæk under de seneste års økonomiske krise, og senest har det amerikanske marked rystet hele vindbranchen, da skatterabatordningen PTC blev forlænget meget sent i 2012. Aktiviteten var derfor høj i de sidste måneder af 2012, mens 2013 bliver et svagt år.

Den slags usikkerhed og udsving i markedet gør det svært for vindmølleselskaberne at planlægge deres produktion - og derfor har Vestas brug for en mere fleksibel forretning med færre medarbejdere.

I første kvartal i år leverede Vestas et driftsunderskud på 122 millioner euro, svarende til godt 900 millioner kroner. Til sammenligning havde Vestas i samme kvartal sidste år et driftsunderskud på det dobbelte - nemlig 245 millioner euro.

Nettounderskuddet blev 151 millioner euro, svarende til godt 1,1 milliarder kroner. Her havde analytikerne forventet et noget mindre underskud på 83 millioner euro, mens bundlinjen i første kvartal sidste år blødte med 162 millioner euro.

Vestas' prognose for 2013 ændres der ikke ved. Selskabet venter dermed fortsat at afskibe 4-5 GW, mens omsætningen forventes at blive på mindst 5,5 mia. euro. Vestas forventer at realisere en overskudsgrad før særlige poster på mindst 1 pct., ligesom de vigtige pengestrømme fortsat forventes at være positive.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV