Vestas hiver milliardordre hjem i Texas

En kontrakt om 75 vindmøller og 150 megawatt er landet i underskrevet stand på Vestas' bord.

Kunden er EDF Renewable Energy i den amerikanske delstat Texas, oplyser Vestas i en fondsbørsmeddelelse torsdag aften.

Ordren er til projektet Salt Fork. Kontrakten inkluderer "levering og idriftsættelse" af vindmøllerne samt en serviceaftale i tre år.

- Levering af vindmøllerne forventes at finde sted i tredje kvartal af 2016 med idriftsættelsen forventet i fjerde kvartal af 2016, skriver Vestas.

Ordren har en værdi i omegnen af en milliard kroner, da gennemsnitsprisen per megawatt omtrent ligger på 900.000 euro ifølge vindmølleselskabets seneste kvartalsregnskab.

Dermed svarer 150 megawatt i dette regnestykke til cirka en milliard.

I løbet af 2015 har Vestas haft en ordreindgang på 3357 megawatt, oplyser selskabet. Bagved ligger dog også et skyggetal for de uannoncerede, mindre ordrer i andet kvartal. Summen af de aftaler offentliggøres først i halvårsregnskabet til august.

I hele 2014 lød resultatet for vindmøllegiganten på samlet 6544 megawatt.

Tidligere på måneden lykkedes det den danske virksomhed at hive mindre en kontrakt i land fra en ny kunde i Italien.

Og en uges tid forinden lykkedes det Vestas at lukke tre kontrakter på fire dage fra Polen, Tyrkiet og Mexico på samlet 265 megawatt.

/ritzau/

Dagens Gossip