Vestas køber op for millioner

Skrevet af admin

07/12/2015

Dagens topnyheder

Den danske producent af vindmøller Vestas har haft pengekatten fremme og købt det amerikanske selskab UpWind. UpWind lever af at servicere vindmølleparker og har 310 ansatte.

Prisen for UpWind lyder på 60 millioner dollar svarende til lidt over 414 millioner danske kroner.

- Købet fremmer vores strategi om lønsom vækst og bidrager til, at Vestas kan udnytte det fulde potentiale i serviceforretningen. Vi udvider vores kompetencer og øger størrelsen af vores tilgængelige marked inden for alle væsentlige vindmølleteknologier, skriver Christian Venderby, direktør for Vestas' serviceforretning, i en pressemeddelelse.

Det danske selskab har selv en større forretning inden for vedligeholdelse, overvågning og servicering af vindmøller. Samlet servicerer Vestas vindmølleparker med en kapacitet på 50 gigawatt.

I de første ni måneder af 2015 omsatte Vestas for 827 millioner euro - over seks milliarder kroner - i serviceforretningen.

Den del af selskabets forretning oplever solid vækst og har været et fokusområde, da det giver stabilitet i forhold til det ofte mere tumultariske marked for salg af vindmøller.

- Nordamerika er et vigtigt marked for Vestas, og dette køb vil bidrage til, at Vestas kan blive kundernes foretrukne servicepartner for porteføljer af vindmøller, skriver Chris Brown, chef for salg og service i USA og Canada i samme meddelelse.

Købet ændrer ikke på Vestas' forventninger til hele 2015 og dermed venter selskabet fortsat at omsætte for mellem 8 og 8,5 milliarder euro - mellem 60 og 63 milliarder kroner.

I 2014 omsatte Vestas for 6,9 milliarder euro, 51,5 milliarder kroner.

/ritzau/