Vestas scorer kæmpeaftale

Den danske vindmøllegigant Vestas har tirsdag annonceret en 10-årig fornyelse af en servicekontrakt med en hollandsk kunde.

Aftalen er på 120 megawatt og har en værdi af 500 millioner kroner, bekræfter Vestas over for Ritzau Finans.

Aftalens værdi er samtidig forklaringen på, at nyheden fra Vestas tirsdag er blevet annonceret som fondsbørsmeddelelse og ikke blot som en pressemeddelelse.

Vestas får årligt mere end 50 millioner kroner ud af serviceaftalen, fordi den hollandske vindmøllepark, Prinses Amaliawindpark, er en offshore vindmøllepark, som har højere serviceomkostninger end møller på land.

Samtidig har den hollandske kunde, Eneco, valgt vindmølleproducentens dyreste service- og garantitilbud, Active Output Management 5000.

Offshoreparken består af 60 af Vestas' V80-2,0 MW-møller, som står i havet 23 kilometer fra den hollandske kyst. Den blev færdiginstalleret i 2008 og har altså allerede været under Vestas' service i fem år.

- Vi er meget glade for, at Eneco har vist sin tilfredshed med vores service i de seneste fem år, udtaler driftsdirektør Flemming Ougaard fra Vestas' offshoredivision.

Hollandske Eneco er i øvrigt ved at udvikle en anden hollandsk offshorepark, hvor Vestas står som foretrukken leverandør til yderligere 129 Megawatt.

Vestas havde ved udgangen af 2012 servicekontrakter med en kontraktuel fremtidig omsætning på 5,3 milliarder euro, svarende til omkring 40 milliarder kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip