Vestas stadig i minus trods fremgang

Vestas fik et driftsunderskud på 122 millioner euro, svarende til godt 900 millioner kroner. Til sammenligning havde Vestas i samme kvartal sidste år et driftsunderskud på 245 millioner euro.

Forventningen i markedet til første kvartal i år ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans, var et driftsunderskud på 97 millioner euro.

Nettounderskuddet blev 151 millioner euro, svarende til godt 1,1 milliarder kroner. Her havde analytikerne forventet et underskud 83 millioner euro, mens bundlinjen i første kvartal sidste år blødte med 162 millioner euro.

Ses der på toplinjen, så endte omsætningen på 1.096 millioner euro, mens der kun var ventet 1.031 millioner euro i markedet. Sidste år var omsætningen 1.105 millioner euro i samme periode.

Mange analytikere vil dog med stor glæde konstatere, at de vigtige pengestrømme, der er afgørende for forholdet til bankerne, er i markant bedring. Pengestrømmene var i første kvartal negative med 60 millioner euro, hvilket var en klar forbedring fra negative pengestrømme på 295 millioner euro i samme periode sidste år. Forventningen i markedet var, at pengestrømmene ville være negative med så meget som 213 millioner euro.

Det første kvartal er som regel årets svageste for vindmølleproducenter, der senere på året gerne skal indhente det tabte i årets første måneder.

Vestas' prognose for 2013 ændres der ikke ved. Selskabet venter dermed fortsat at afskibe 4-5 GW, mens omsætningen forventes at blive på mindst 5,5 mia. euro. Vestas forventer at realisere en overskudsgrad før særlige poster på mindst 1 pct., ligesom de vigtige pengestrømme fortsat forventes at være positive.

Dagens Gossip

Dagens TV