Vesten i bøn for klimavenlig kulkraft til 300 mio. indere

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Når solen går ned over Indien, sidder 250 millioner indere og stirrer ud i mørket - uden elektricitet.

Indiens regering vil kaste lys over hele landet ved at opføre en hær af kulkraftværker, men de skal, advarer Det Internationale Energiagentur (IEA), drives så klimavenligt som overhovedet muligt.

- Det skal forbydes at opføre ineffektive kulkraftværker, siger IEA's direktør, Fatih Birol, på et pressemøde under FN-klimatopmødet i Paris.

Der hersker en generel bekymring på klimatopmødet over, at Indien som i forvejen har klodens største stigning i CO2-udledning, vil til at udlede endnu mere.

Premierminister Narendra Modis regering har et erklæret mål om, at vedvarende energiformer skal udgøre 40 procent i 2030 mod de 19 procent, som tallet er i dag.

- Den løsning, Indien vælger, er afgørende ikke bare for Indien, men for hele verden.

- Vi ønsker at se, at lande, som stadig vil bruge kul, anvender den absolut mest effektive teknologi, siger Birol.

Inderne bør, mener direktøren i den danske erhvervs- og interesseorganisation Dansk Energi, lige fra starten tænke på at bygge deres værker på en måde, så man kan bremse CO2-udledningen, når ny teknologi bliver billig nok.

- CO2-rensning og lagring vil være et stort gennembrud, hvis det omkostningsmæssigt bliver til at håndtere. Inderne bør forberede deres kraftværker, så man kan eftermontere den type teknologi, siger Lars Aagaard.

Man kan ikke sætte foden ned og stoppe inderne i at bygge kulkraftværkerne, mener han.

- Det tilkommer ikke os at sige nej til det. Men det betyder ikke, at det skal være fri leg for Indien. De skal også arbejde med, at vedvarende energi skal spille en rolle i deres øgede energiforbrug, siger Lars Aagaard.

Indiens nationale plan har fokus på solenergi, som ventes at vokse betydeligt. Det er målet at nå op på en kapacitet på 100 gigawatt allerede om syv år.

Indien har dannet en klub for solenergi-lande i forbindelse med åbningen af COP21.

/ritzau/