Vestergaard kan godt se sig selv spille for Tyskland

Skrevet af admin

21/09/2015

Mest læste i dag

Werder Bremens midterforsvarer Jannik Vestergaard undrede sig for tre uger siden over, at han ikke var udtaget til det danske landsholds kampe mod Albanien og Armenien i EM-kvalifikationen.

Det satte straks gang i spekulationer om, hvorvidt 23-årige Vestergaard - der har en dansk far og tysk mor - kunne finde på at konvertere til det tyske landshold, hvis han fik buddet.

Midterforsvareren slår over for Ekstra Bladet fast, at "drengedrømmen er at spille for det danske landshold".

- Men folk må også forstå, at jeg også er tysker. Min mor er tysker. Jeg har familie i Tyskland. Jeg har boet i Tyskland i fem og et halvt år. Jeg taler tysk til daglig.

- Derfor kunne jeg sagtens forestille mig at spille for Tyskland. Dermed er det jo ikke sagt, at jeg hellere kunne tænke mig at spille for Tyskland end Danmark, siger Jannik Vestergaard til avisen.

Midterforsvareren, der i sommer var anfører for Danmarks U21-landshold til EM, slår samtidig fast, at han ikke ønsker at tale om sagen igen.

Da Ritzau for tre uger siden forholdt landstræner Morten Olsen, at Jannik Vestergaard følte sig forbigået, svarede Olsen:

- Jeg kan sige til Jannik Vestergaard, at han skal nok få flere kampe - og han har allerede fået nogle.

Jannik Vestergaard fik sin debut for det danske landshold for to år siden i en venskabskamp mod Polen. Siden er det blevet til yderligere to venskabskampe mod Rumænien og Montenegro.

Først den dag, hvor Werder Bremen-spilleren spiller en kvalifikations- eller slutrundekamp for Danmark, vil han være "låst" til det danske landshold.

/ritzau/