Vestergaard og Werder er klar til tysk pokalsemifinale

Skrevet af admin

09/02/2016

Mest læste i dag

I Bundesligaen er Jannik Vestergaard og Werder Bremen i gang med en mareridtssæson, hvor klubben er i nedrykningsfare på en tredjesidsteplads.

Meget bedre går det i den tyske pokalturnering, hvor holdet tirsdag aften banede sig vej til semifinalerne.

Det skete med en udesejr på 3-1 i kvartfinalen over Bayer Leverkusen, der ellers kom foran. Jannik Vestergaard spillede hele kampen for Werder Bremen og gjorde en fin figur.

Leverkusen kom bedst fra start i opgøret. Midtvejs i første halvleg begik Werder en opspilsfejl, som hjemmeholdet udnyttede til at gå i angreb og fremtvinge et straffespark, som Javier Hernández omsatte til 1-0.

Men allerede efter en halv time svarede Werder tilbage ved Santiago Garcias flotte udligning.

Få minutter før pausen udspillede sig så en episode, der skulle blive vital for kampen. Udeholdets Fin Bartels slap igennem i straffesparksfeltet og blev nedlagt af hjemmeholdets Wendell.

Dommeren sendte Wendell ud med et rødt kort og dømte straffespark til Werder, som Claudio Pizarro udnyttede sikkert til 2-1.

Efter pausen pressede Leverkusen i perioder for udligning, men det lykkedes ikke at score i undertal. I stedet slog Werder kontra ni minutter før tid, hvor Florian Grillitsch gjorde det til slutresultatet.

I tirsdagens anden kvartfinale vandt Borussia Dortmund 3-1 på udebane over Stuttgart. Marco Reus bragte Dortmund foran efter fem minutter, men midtvejs i første halvleg udlignede Lukas Rupp.

Efter godt en halv time bragte Pierre-Emerick Aubameyang atter Dortmund på sejrskurs, inden Henrik Mkhitaryan i sidste minut cementerede sejren.

De to resterende kvartfinaler afvikles onsdag.

/ritzau/