Vestlige lande planlægger angreb mod Islamisk Stat

Frankrig og USA forbereder et koordineret angreb mod Islamisk Stat i Mosul, som er gruppens højborg i Irak.

Frankrigs forsvarsminister, Jean Yves Le Drian, er netop nu i Washington, hvor der er møde i den koalitionsgruppe, der kæmper mod Islamisk Stat.

- Han forbereder sammen med amerikanerne et koordineret angreb mod Mosul, oplyser Stephane Le Foll, en fransk regeringstalsmand.

På mødet, som samtlige EU-medlemslande er inviteret til, deltager blandt andre også forsvarsminister Peter Christensen (V).

Det er den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og forsvarsminister, Ashton Carter, der har taget initiativ til mødet. Der indgår omkring 60 lande i den koalition, der kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Samtidig bekræfter den franske regeringstalsmand, at Frankrig har specialstyrker i Libyen. Islamisk Stat er ligeledes til stede i det nordafrikanske land.

- Specialstyrkerne er der, selvfølgelig for at hjælpe og sikre, at Frankrig er til stede overalt i kampen mod terroristerne, siger Stephane Le Foll.

Han kan ikke umiddelbart bekræfte oplysninger fra nyhedsbureauet AP om, at to franske soldater skal være dræbt i Libyen.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip