Veteran skaber US Open-sensation

Hvis Caroline Wozniacki hjemme i Monaco følger resultaterne ved den igangværende Grand Slam-turnering US Open i New York, må hun sidde med en mærkelig smag i munden.

I den lodtrækningshalvdel den sjette-seedede danske tennisspiller var havnet i, har verdensranglistens nummer 83, Flavia Pennetta, nemlig kvalificeret sig til semifinalen, og dermed skabt en gigantisk overraskelse.

- Jeg er meget glad, og kan næsten ikke tro, at det er sandt, sagde Flavia Pennetta efter sejren på 6-4, 6-1 over 10.-seedede Roberta Vinci.

Det var første gang nogensinde, at 31-årige Flavia Pennetta spillede sig frem til en Grand Slam-semifinale. Og rent faktisk har hun de seneste år ikke koncentreret sig specielt meget om sin single-karriere. I stedet har double-spillet haft førsteprioritet.

Natten til torsdag bliver det afgjort, om hun i semifinale skal møde enten Victoria Azarenka eller Daniela Hantuchova.

Spillerne i damesingle-rækkens anden semifinale er fundet, idet Serena Williams her møder Li Na.

Dagens Gossip