Veteran: Vidste ikke hvad jeg skulle gøre med ligene

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

- Jeg kan godt se, at det ser mærkeligt ud at køre rundt med to lig i så lang tid. Men jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre med dem.

Sådan forsøger en drabssigtet krigsveteran onsdag i et grundlovsforhør i Randers at forklare, hvorfor han i dagevis kørte rundt med sine forældres døde kroppe.

Forud for grundlovsforhøret med den 42-årige Lars Kragh blev han erklæret for akut sindssyg eller i en tilsvarende tilstand af en læge.

Alligevel kommer det som en stor overraskelse for ham, at dommeren mener, at varetægtsfængslingen af ham frem til 10. august skal ske på en psykiatrisk afdeling.

- Det er jeg meget ked af høre. Men hvad skulle der være galt med mig? Hvad skal jeg snakke med læger om?, siger han til dommeren.

Han har derfor kæret anbringelsen på psykiatrisk afdeling, men ikke selve varetægtsfængslingen.

- Varetægtsfængsling er helt fint med mig, men hvorfor psykiatrisk. Hvad skulle der være galt med mig?, spørger han igen dommeren.

I grundlovsforhøret har han erkendt, at han har slået forældrene flere gange med en økse. Men han hævder, det skete i nødværge.

Derfor nægter han sig skyldig i manddrab.

Ifølge anklagemyndigheden har Lars Kragh dræbt sine forældre, Kirsten og Jørgen Kragh, på et tidspunkt i perioden 7. til 9. juli.

Det skal være sket med knytnæveslag og slag med en økse.

Derefter kørte han rundt med de dræbte forældre i deres bil, indtil han tirsdag efter flere dages efterlysning blev pågrebet af politiet i Vonge vest for Horsens.

/ritzau/