Veteranen Jagr runder ny milepæl i NHL

Tjekken Jaromir Jagr har forlængst sikret sig en plads i ishockeysportens historiebøger som en af verdens bedste spillere.

Lørdag rundede han en ny milepæl, da han scorede sit mål nummer 700 i NHL, verdens bedste ishockeyliga.

Tjekken er fyldt 42 år og har været dømt ude flere gange. Nu spiller han for New Jersey Devils, og det var i deres sejr på 6-1 over New York Islanders, at Jagr øgede til 2-0 i anden periode, og straks blev omringet af jublende holdkammerater, som ville fejre jubilæet.

Jaromir Jagr er den syvende spiller i NHL-historien, som runder 700 scoringer, og han har kun otte mål op til sjettepladsen. Med foreløbig 19 scoringer i denne sæson, skulle den skalp også være mulig at få for tjekken, som i ni sæsoner har været på ligaens All Star-hold.

Senere i kampen leverede Jagr også sin målgivende aflevering nummer 1040.

Frans Nielsen var ikke med for New York Islanders. Han brækkede hånden i en kamp den 8. februar og har ikke været med siden kampene blev genoptaget efter OL.

Han har dog trænet fuldt med holdkammeraterne de seneste dage, og forventes at gøre comeback allerede søndag aften, hvor New York Islanders får besøg af Florida Panthers.

Yderligere tre danskere kunne have været i kamp lørdag i NHL, men kun Lars Eller var på isen, da Montreal Canadiens vandt 4-3 hjemme over Toronto.

Peter Regin havde scoret i sin forrige kamp for Chicago. Alligevel var han sat på bænken, da de regerende Stanley Cup-vindere vandt 5-1 over Pittsburgh Penguins foran mere end 60.000 tilskuere i baseball-arenaen Soldier Field i Chicago.

Her væltede sneen ned og gav svære betingelser for spillerne.

Philip Larsen kæmper stadig med sygdom, som holder ham væk fra holdet i Edmonton Oilers.

/ritzau/

Dagens Gossip