Veteraner efterlyser hjælp til krigsveteraner fra Balkan

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Tirsdag aften anholdt Østjyllands Politi den 42-årig Balkan-veteran, der onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Randers ventes at blive sigtet for drab på sine forældre

Sagen om 42-årige Lars Kragh er seneste eksempel i en kedelig række af sager om krigsveteraner, der plaget af krigstraumer har gjort skade på sig selv eller andre.

Tragedien er et udtryk for, at der stadig mangler hjælp til veteraner med alvorlige krigstraumer.

Det forklarer Claus Stenberg fra Veteranalliancen, der blandt andet arbejder for at forbedre hjemvendte soldaters retsstilling.

- Der er kommet veteranhjem, specialiserede behandlingstilbud, parader og flagdage og medaljer. Der er bare ikke så meget af det, som henvender sig til de virkelig tunge sager - sådan en som Lars Kragh og dem, der render rundt med selvmordstanker hver dag.

- Du kan sammenligne det med resten af samfundet, hvor man sørger for, at middelklassen er mæt og fed, og så kan dem på bunden passe sig selv, siger Claus Stenberg.

Claus Stenberg er selv veteran og ligesom Lars Kragh plaget af krigstraumer fra sin udsendelse på Balkan.

Og mens de hjemvendte fra de mere nylige danske udsendelser til Irak og Afghanistan har fået bedre mulighed for at få hjælp, så har Forsvaret stadig et hængeparti fra 1990'erne.

- Indsatsen er blevet bedre. Men det redder ikke den glemte generation fra Balkan, og derfor er vi stadig overrepræsenteret i alle uheldige statistikker, både når det gælder selvmord og selvmordsforsøg, hjemløshed og misbrugsproblemer.

Spørgsmål: Hvordan sørger vi for, at Lars Kraghs tilfælde ikke gentager sig?

- For det første skal vi lytte mere til de pårørende. Kirsten (Lars Kraghs mor, red.) har rendt alle relevante offentlige myndigheder på dørene i årevis og sagt, at hjælpen var utilstrækkelig, siger Claus Stenberg.

- Han har jo været indlagt tidligere. Men han blev udskrevet allerede dagen efter, fordi han ikke var til umiddelbar fare for hverken sig selv eller andre. Det vidner om, at man overhovedet ikke tager det her seriøst.

/ritzau/