Vettel: Dækkene afgør i årets formel 1

Sebastian Vettel (Red Bull-Renault) udbyggede med en sikker sejr i Bahrains Grand Prix sin føring i formel 1-VM. Men bagefter kritiserede han 2013-sæsonens dæk, der ser ud til at afgøre titelkampen.

- Efter kvalifikationen havde jeg bestemt ikke regnet med at være så overlegen, men det viser kun, hvor uforudsigelig formel 1 er blevet, sagde Vettel efter sejren.

- Jeg har været en skarp kritiker af 2013-dækkene, men hver eneste weekend er der enkelte team, der får dem til at virke optimalt. Og så længe det ikke er os hver gang, må vi bare knokle videre.

Pirelli, der leverer til alle team, har bevidst satset på, at dækkene skal gøre formel 1-løbene mere interessante, men taktikken med gummiblandinger, der kun holder i få omgange, er efter manges mening gået et skridt for langt.

Det italienske dækfirma udbyder to typer tørvejrsdæk til hvert grandprix, og begge skal benyttes under løbet. Fordi dækkenes levetid af hensyn til underholdningsværdien ofte er marginal, kan blot små ændringer i temperatur, baneforhold og vægt (afhænger af benzinmængden) ændre styrkeforholdet mellem de enkelte hold.

I Bahrain var Mercedes med Nico Rosberg for eksempel suveræn under kvalifikationen, men under de ændrede forhold i går kom han blot i mål som nummer ni, mens løbet blev spillet ind i Vettels hænder.

Kimi Raikkonen (Lotus-Renault) sluttede på andenpladsen i Bahrain foran sin teamkammerat Romain Grosjean. Også finnen er kritisk overfor de uforudsigelige dæk, men han siger:

- Det er svært, for lige meget hvad Pirelli gør, vil der altid være team, der er utilfredse. Vi må bare få det bedste ud af de dæk, vi får leveret.

Fernando Alonso (Ferrari) lignede fra starten i anden række en seriøs bejler til sejren i Bahrain, men spanieren fik tidligt problemer med sin justerbare bagvinge og måtte i pit flere gange, inden han sluttede på en skuffende ottendeplads.

- Men vi kan ikke blive ved med at være så uheldige – og når heldet skifter, er vi igen med i VM-kampen, sagde Alonso, der har et 'nul' i VM-regnskabet efter at være kørt af banen i det forrige grandprix i Malaysia.

Kun 28.000 tilskuere havde fundet vej til Bahrain International Circuit. Uroligheder i den lille ørkenstat har utvivlsomt holdt mange fra et besøge løbet, der i de seneste uger har været et oplagt mål for mange demonstrationer. Takket være et massivt opbud af politi og militær blev Bahrain Grand Prix dog afviklet uden ballade.

Om tre uger begynder den europæiske del af formel 1-sæsonen med Spaniens Grand Prix på Circuit de Catalunya, som er en af de baner i VM-kalenderen, der stiller størst krav til dækkene.

Dagens Gossip