Vettel i Schumachers hjulspor

På Circuit Gilles Villeneuve udenfor Montreal var tyskeren i særklasse, og i mål var han 14,4 sekunder foran Fernando Alonso, Ferrari, med yderligere halvandet sekund ned til Lewis Hamilton, Mercedes.

Med sejren udbyggede Vettel sit forspring i VM. Han er sluttet i top-fire i alle syv løb, der indtil nu er kørt i VM 2013 og har nu 36 point ned til Fernando Alonso på andenpladsen.

- Hverken jeg eller Red Bull har vundet i Canada før, så derfor er sejren i dag helt speciel, sagde Vettel efter sin tredje sejr i år.

- For to år siden var jeg selv skyld i, at jeg tabte løbet på sidste omgang, så i dag er lidt af en revanche for den fejl. Og selvom jeg førte hele vejen, var det ikke noget nemt løb – der var hele tiden trafik’ med langsommere kørere, der skulle sættes tilbage med en omgang, fortatte tyskeren.

Fernando Alonso snuppede kort før mål andenpladsen fra Hamilton efter en intens fight.

- Andenpladsen føles næsten som en sejr, for jeg havde en dårlig kvalifikation i går. At komme fra dette løb med 18 point for andenpladsen er mere, end vi havde turdet håbe på.

Lewis Hamilton var trods sit hidtil bedste løb for Mercedes skuffet over tredjepladsen.

- Vi mangler stadig lidt fart i forhold til de bedste, men vi må bare knokle videre med bilen, og så håbe på vi finder de sidste tiendedele, sagde englænderen.

Med Canadas Grand Prix er der kørt syv af sæsonens 19 formel 1-løb. Nu følger tre ugers pause, inden det britiske og det tyske grandprix køres med bare en uges mellemrum.

Med mere end en tredjedel af 2013-sæsonen overstået er der ved at tegne sig et mønster: Mercedes er i fremmarch, Ferrari er stadig ’Den Røde Fare – men det er Sebastian Vettel og Red Bull der styrer slaget. Den 25-årige tysker er godt på vej mod endnu en VM-titel. Og han nærmer sig mange af de Michael Schumacher-rekorder, der for bare et par år siden så ud til at aldrig at blive slået. Da Schumi var 25 havde han kun vundet et enkelt verdensmesterskab – Vettel er på vej mod sin fjerde!

Dagens Gossip

Dagens TV