Vettel: Jeg har lang vej endnu til VM-sejr

Den tyske Formel 1-kører Sebastian Vettel har fået ekstra tro på, at han kan genvinde verdensmesterskabet, efter at han søndag vandt det japanske grand prix.

Med sejren er Fernando Alonsos forspring i VM-kampen skrumpet ind til kun fire point på et tidspunkt, hvor der endnu resterer fem løb af sæsonen.

- Det var et meget vigtigt skridt, jeg tog i dag, men der er stadig lang vej at gå. Bare se på de seneste par løb siden Spa - det har været op og ned, siger Sebastian Vettel med henvisning til det belgiske grand prix i begyndelsen af september.

- Det er ikke til at sige, hvad der sker i det næste løb, men jeg vil forsøge at tage point.

- Det har været en lang sæson med vildt ræs, konstaterer Vettel.

Spændingen er næsten maksimal på nuværende tidspunkt, da den tyske Redbull-kører har vundet de to seneste grand prix'er og dermed halet ind på den førende Fernando Alonso fra Ferrari.

I søndagens løb måtte Alonso udgå allerede i første sving efter en kollision med Kimi Raikkonen, og dermed blev spanieren noteret for nul point, mens Sebastian Vettel fik 25 point for sejren.

- Kimi ramte mig en anelse på mit baghjul, og jeg punkterede og kunne ikke fortsætte. Det er en skam.

- Når man ikke en gang kan komme forbi første sving, så er det sørgeligt, siger Alonso, der allerede nu kigger frem mod næste grand prix i Sydkorea om en uge.

- Vi skal allerede begynde at koncentrere os om næste uge. Vi skal fortsætte det gode arbejde og ikke lave fejl.

- I dag punkterede vi og måtte udgå, og det kunne vi ikke gøre noget ved. Men takket være vores konstante niveau fører vi stadig mesterskabskampen, siger spanieren.

Dagens Gossip

Dagens TV