Vettel nyder Ferrari-livet med det samme

Den tyske Formel 1-stjerne Sebastian Vettel tilbragte weekenden i italienske Maranello - hjembyen for Ferrari, der er Vettels nye arbejdsgiver.

Og den firedobbelte verdensmester fra 2010 til 2013 nyder tilværelsen som Ferrari-kører. Det var stort for ham at prøvekøre Ferraris testbane, som han besøgte som barn for at se idolet Michael Schumacher i den legendariske røde racerbil.

- Der er mange eventyr om Ferrari, og hvordan det føles at køre en rød bil, og jeg kan kun bekræfte disse eventyr. Det er ikke bare en historie.

- Det er en sand legende, og det føles virkelig specielt at blive en del af det, at være i bilen, at se folk strømme hertil og forsøge at kigge over hegnet for at se bilen, siger 27-årige Vettel ifølge Reuters.

Vettel er kommet til Ferrari efter en årrække hos Red Bull. Tyskerens har underskrevet en treårig kontrakt med det italienske team, hvor han erstatter spanske Fernando Alonso.

Ferrari formåede ikke at vinde et eneste løb i 2014-sæsonen, og det er ikke sket siden 1993.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV