Vettel revser ny Formel 1-regel

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Tidligere tirsdag annoncerede forbundet bag Formel 1, Fia, at den kommende sæson vil byde på regelændringer i forsøget på at bevare spændingen så længe som muligt.

Således vil sæsonens afsluttende grand prix i Abu Dhabi udløse det dobbelte antal point, så en sejr giver 50 point og ikke 25 som alle de andre afdelinger.

Det falder ikke i god jord hos den forsvarende verdensmester, Sebastian Vettel.

- Det er absurd og straffer alle dem, der arbejder hårdt gennem hele sæsonen, siger Sebastian Vettel til Bild.

Han drager en parallel til fodboldens verden.

- Forestil jer, at man i den sidste Bundesliga-runde pludselig giver dobbelt-point, lyder det fra Vettel.

Den kommende regelændring bliver ikke mindst lanceret på grund af Vettels egen suverænitet. Således sikrede han sig allerede verdensmesterskabet i sæsonens fjerdesidste grand prix i 2013.

I den sidste ende vandt han med et forspring på 155 point til nummer to, Fernando Alonso, og dermed ville ændringen ingen betydning have i 2013-sæsonen.

Til gengæld ville verdensmesterskabet være endt på andre hænder i både 2008 og 2012.

/ritzau/