Vettel vandt højdramatisk tysk grand prix

Sebastian Vettel (Red Bull-Renault) udbyggede søndag sin VM-føring, da han på hjemmebanen Nürburgring, Tyskland, formåede at køre først over stregen i et grand prix, der undervejs bød på flere opsigtsvækkende og farlige situationer. Dagens pole position blev indtaget af Lewis Hamilton (Mercedes), men han fik mildest talt en skrækkelig start, da han fra første sekund måtte se sig overhalet af både Sebastian Vettel og Mark Webber.

Op til dagens grand prix havde der været stor debat - og på et tidspunkt anledning til strejke - grundet det seneste grand prix på Silverstone-banen i England, hvor det ene bagdæk efter det andet eksploderede hos kørerne. Heldigvis undgik dagens grand prix en opfølgning på den problematik, selvom sommervarmen ellers øgede chancerne for det. 

Men det var alligevel en episode med et dæk, der stjal opmærksomheden midt i løbet.

Under et pitstop strøg et løbsk dæk fra Mark Webbers bil i høj fart ind i hovedet på en kameramand, der blev kastet i jorden med voldsom kraft. Efter en kontrol af banens læger meldes han heldigvis uden de store mén. 

Kort efter opstod endnu en absurd og farlig situation. Denne gang ude på banen. Jules Bianchis (Marussia-Cosworth) bil brød pludselig i brand, og den franske kører parkede derfor bilen i banens vejkant og gik fra stedet. 

Men i sin iver for at komme ud af bilen glemte han at trække håndbremsen, og den brændende bil trillede derfor ind over kørebanen, mens de resterende kørere i høj fart drønede forbi. Heldigvis ramte ingen bilen, og efterfølgende måtte en safety car på banen, mens der blev ryddet op. 

I den resterende del af løbet blev det en tæt kamp mellem den tredobbelte verdensmester, Sebastian Vettel, og finnen Kimi Räikkönen (Lotus-Renault) samt franskmanden Romain Grosjean (Lotus-Renault). Men tyskeren formåede at holde dem bag sig, og dermed udbyggede han sin føring i VM-stillingen.

De øverste fem i VM-stillingen: 1. Sebastian Vettel (Red Bull-Renault), 157 point 2. Fernando Alonso (Ferrari), 123 point3. Kimi Räikkönen (Lotus-Renault), 116 point4. Lewis Hamilton (Mercedes), 99 point5. Mark Webber (Red Bull-Renault), 93 point

Dagens Gossip