Vi betaler mere for restaurantbesøg

Danskerne vil i højere grad gerne betale for mad og service, når de drager på restaurantbesøg.

Det gennemsnitlige forbrug pr. restaurantbesøg er steget med 22 pct. siden 2007. Det viser en ny analyse fra hotellernes og restauranternes brancheorganisation Horesta. Udviklingen hænger sammen med den klare trend, der udspiller sig i samfundet, hvor der er langt mere fokus på kvalitet.

»Vi fokuserer meget mere på det, vi spiser. Vi skal ikke bare være mætte, vi har faktisk også en meget klar bevidsthed om, hvad det er, vi spiser. Vi vil gerne vide, hvor det kommer fra, og at det er ordentlig kvalitet og gode råvarer,« siger administrerende direktør i Horesta Katia Østergaard.

Det, at nogle danskere har fået mere økonomisk overskud til at lægge flere penge i restaurantbesøg efter år med krise, påvirker også udviklingen. Men det er ifølge professor i fødevarepolitik Niels Heine Kristensen også restauranternes øgede fokus på kvalitet, der er til at betale, der får restaurantbesøget til at blive mere folkeligt.

»Variationen i prisen har gjort, at det er blevet mere tilgængeligt for flere danskere at gå på restauranter, hvor kvalitet og oplevelse er i højsædet,« siger han.

Det er ikke pizzeriaer og grillbarer, der er de store vindere i udviklingen. De oplever stadig et stort fald i antal besøgende. For eksempel har grillbarerne haft 22 pct. færre besøg på fem år, mens pizzeriaerne har mistet over 13 pct. af deres gæster. Faktisk er restauranter det eneste område, hvor der er en stigning i besøgstallet. Det er også en faktor, der får danskernes forbrug til at stige ved restaurantbesøg. 

Og ifølge Niels Heine Kristensen går tallene meget godt i spænd med danskernes nye behov i forhold til måltidet.

»Der er større fokus på det at spise sammen, og der kan man sige, at det står i modsætning til fastfooddelen, som jo ofte er et mere individuelt orienteret måltid. Det skal gå hurtigt, eller man skal have det med hjem,« siger han og forklarer, at oplevelsen med at gå ud og spise i langt højere grad skal deles med andre. Det bliver en social ting, hvor kvaliteten af restaurantbesøget også afhænger af at være i godt selskab.

Der kan være flere årsager til, at danskernes kvalitetsbevidsthed fylder mere, og vi gerne vil hive flere penge op af pungen. Niels Heine Kristensen fremhæver medierne som en af ingredienserne til udviklingen. Der er flere madprogrammer, hvor kokke får en talerstol og kan fortælle om madkvalitet på en underholdende måde.

»Der er ingen tvivl om, at en udsendelsesrække som »Spise med Price« har været med til at få sat opmærksomhed på fødevarer, kvalitet og smag på en måde, der taler til mange danskere,« siger han og fortsætter:

»Og vi har haft et underskud af viden omkring smag og kvalitet. Det har ikke fyldt så meget i medierne og danskernes bevidsthed, som det er kommet til nu. Og det er positivt,«

Det skyldes især, at det er en anderledes måde at få kommunikeret budskabet om god mad ud på.

»En del af den ernæringsinformation, der kommer ud, er ofte koblet til påbud og gode leveregler, som har lidt asketisk indhold. Nu har vi fået en udvikling med en tilgang til fødevarerne, der er mere nydelsespræget med mere fokus på smag,« siger han og forklarer, at det har haft større effekt med et mere positivt budskab, der ikke fortæller, hvad danskerne må og ikke må.

Dagens Gossip