Vi bliver ikke gladere af at være positive

To kvinder sidder i en bus. Samtalen går trægt, indtil den ene med forgrædte øjne udbryder, at hun er blevet fyret samme dag og er rasende over det. Så rasende, at hun ikke kan finde ord for det. 

’Jeg synes, du skal se det som en gave. I dag starter du et nyt og bedre liv,’ kvidrer den anden afværgende. ’Du kommer ingen vegne med at være vred.’ 

Et andet eksempel: En kvinde skriver på Facebook, at hun efter tre års ægteskab har forladt sin mand og er ude af flippen over det. 
En af hendes Facebook-veninder skriver to minutter efter tilbage: ’Godt for dig, endelig er du en fri og gladere kvinde.’

Tænk negativt – og bliv lykkelig! Læs mere om farerne ved (for) positiv tænkning

Misforstået opmuntring
Begge bemærkninger er uden tvivl ment kærligt og opmuntrende. Men måske var det slet ikke opmuntring, de to kvinder havde brug for. Måske ville de bare have lov til at rase ud. Det er nogle gange svært at få lov til nu om dage.


- Kravet om, at vi altid skal se livets store kriser som noget positivt og tale positivt om dem, har spredt sig som en epidemi, siger debattøren og forfatteren Marianne Eilenberger. 

- Der er flere, der har skrevet til mig, at de har fået at vide af pårørende og veninder, at de er nødt til at være optimistiske, hvis de vil være raske. Jeg synes, det er sadistisk. Og i øvrigt løgn. Kræften er komplet ligeglad med, om man går rundt og traller eller sidder i et hjørne og græder. Det sidste er nok det, jeg selv ville gøre, hvis jeg blev alvorligt syg. Man lægger et ekstra pres på de syge med det her krav, og måske ville de få det bedre af at få lov til at forholde sig til realiteterne.

Positive tanker - verden over
Det er ikke kun herhjemme, den positive tænkning har bredt sig som en steppebrand. I USA er den over det hele.

Marianne Eilenberger er blevet inspireret af den amerikanske forfatter Barbara Ehrenreich, der i bogen ’Smile Or Die’ har skrevet om sine oplevelser, da hun for en del år siden fik brystkræft. Hun begyndte at kigge sig rundt efter oplysninger om sygdommen og undrede sig over den påtrængende optimisme, der herskede på hjemmesider og i selvhjælpsbøger om emnet. 



Hun ser det som forholdsvis harmløst at bilde kvinder ind, at de kan komme ud på den anden side af sygdommen, smukkere, mere sexede og mere feminine. Men farligt, hvis kvinder føler, de er nødt til at være glade for at blive raske. 

Det overdrevne ’optimisme-pres’ rammer ifølge Barbara Ehrenreich også mange andre grupper. F.eks. de arbejdsløse.

Hun beskriver, hvordan mennesker, der har mistet deres job og med ekspresfart er på vej mod et liv i fattigdom, får besked på at se deres situation som en gave. Ved at være positive bliver de bedre tilpas og får helt sikkert også nemmere et job, lyder påstanden fra optimist-guruerne. 
Resultatet er, at mange arbejdsløse føler, at det udelukkende er deres egen indstilling, der er noget galt med, hvis de har problemer med at finde et arbejde.

Har du pralet af dine børn karakterer på facebook?

Universet er ligeglad

- Herhjemme er det også blevet lidt forbudt at sige, at det er svært at være arbejdsløs, og at man kan blive deprimeret over at modtage afslag efter afslag, siger Marianne Eilenberger.



- Vi bliver påduttet, at vi skal opleve alle vores kriser som en fantastisk mulighed for selvudvikling. Men sådan er det jo ikke. Folk føler helt naturligt vrede og sorg, når de møder stor modstand. Hvis vi konstant skal undertrykke de negative følelser, kan vi nemt ende med at få svært ved at håndtere virkeligheden. 

Holdningen bag den positive tænkning er, at du skal smile til verden, for så smiler den nok tilbage. 



- Men sandheden er, at universet derude er komplet ligeglad med os. Det er ikke sådan indrettet, at det tildeler os minus- og bonuspoint, alt efter hvor glade og gode vi er. Ting sker bare. Folk får kræft, små børn kommer ud for ulykker, og det er ikke nogens skyld. Hvis man lever længe nok, vil man blive slået rundt af livet på den ene eller den anden måde. Hvis vi skal bruge alle vores kræfter på at se det som en fantastisk mulighed for at udvikle os, har vi ingen energi tilbage til at håndtere katastroferne og stå dem igennem, siger Marianne Eilenberger, og efterlyser en mere nuanceret tilgang til tingene.

- Vi kan ikke alle sammen være optimistiske go-get-it-typer, og det ville også være dybt anstrengende, hvis vi var det. Vi har brug for at være forskellige og brug for, at nogen af os er kritiske og højlydt rasende. Ellers bliver vi et dummere samfund, siger hun.

Af Birgitte Bartholdy, Psykologi. Redigeret af Malene Fich Weischer/NewsDesk Aller Media

 

Dagens Gossip

Dagens TV