Vi bliver mindre solskoldede end tidligere

Hver fjerde dansker blev solskoldet mindst en gang i Danmark sidste sommer. Det viser svarene i en ny rapport om danskernes solvaner.

Men det er faktisk en god nyhed. For hvis man går to år tilbage, så var det 30 procent af danskerne, som blev forbrændt af sommersolen.

Det er første gang, at andelen af solskoldede er faldet i de seks år, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne har eksisteret.

- Vores vigtigste budskab er, at man ikke må blive solskoldet. Derfor er det meget glædeligt, at færre bliver forbrændt i solen.

- Vi håber, at det er udtryk for, at danskerne har lyttet og er begyndt at passe bedre på deres hud, siger Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

De nye tal stammer fra en undersøgelse blandt 2195 danskere i alderen 15-64 år.

Undersøgelsen viser, at det især er unge mennesker, som glemmer huskerådene om skygge, solhat og solcreme. Hele 37 procent i aldersgruppen 15-29 år svarer, at de blev solskoldet mindst en gang i sommeren 2012.

Til sammenligning var det kun 10 procent af de 50-64-årige, som blev solskoldede.

Undersøgelsen viser også, at det ikke er strandture, som er den største årsag til solskoldninger. Solskoldningerne sker derimod oftest, når danskerne går ud i haven for at lave havearbejde eller at slikke sol.

- Solens stråler brænder jo lige meget, hvad enten man har lagt sig i græsset for at slikke sol eller er i gang med at hive ukrudt op.

- Er man ude i solen længere end 15-30 minutter midt på dagen, afhængig af hudtype, bør man beskytte huden med tøj eller smøre sig med solcreme, siger Peter Dalum.

/ritzau/

 

Dagens Gossip