Vi bør lade være med at tale TIL vores børn

Det kan være svært at kende forskel, men måden du former dine spørgsmål på, åbner op for et helt andet samvær, samarbejde og nærvær mellem dig og dit barn.

At ”tale” angiver noget mere formelt end ”snakke”. Man taler til en forsamling, men snakker med naboen, man taler med lægen, men snakker med vennerne. Så hvordan gør vi til eller med vores børn?

Jeg kan næsten høre mig selv: ”Lucas, kom lige og få dine sko på”, når vi skal ud ad døren. ”Ej hvor er den flot”, når han har sat to tvivlsomme krudsedullere på en lap papir. ”Kom så skal jeg lige hjælpe dig, skat”, når han skal have sit tøj på. ”Jeg vil gerne have, du rydder det der op nu”, når alle dvd-etuierne er adskilt fra både papirforside og disc så det ligner, at Børnenes Favoritter har kastet op midt på vores stuegulv.

Men hvilke muligheder giver jeg ham egentlig for at bidrage til både samtalen og situationen?

Læs også: Her er de 12 dødssynder jeg begår jævnligt som forælder

Tanken om, hvordan vores retorik er (eller bør være) har altid haft min interesse. Jeg er sprogligt kompetent og nærer stor interesse for kommunikation, men alligevel glipper der et eller andet i dialogen mellem min søn og jeg.

Ikke at jeg kommunikerer decideret skadeligt (ala når psykologerne slår fast, at skæld ud og råb kan skade barnet), men nærmere mindre konstruktivt.

Siden jeg blev bevidst om, at jeg generelt taler meget til min søn, har jeg på bedste stalker-manér, forsøgt at aflure, om det er en generel tendens blandt forældre.

I Netto, til familiesammenkomster, i mødregruppen og i vuggestuen, har jeg nøje aflyttet deres måde at formulere sig på, og resultatet er ganske tydeligt:

Jo mere travlt vi har, jo mere taler vi til vores børn i stedet for med dem – og det kan gå hen og blive en vane, når vi ikke har travlt.

Læs også: 5 grunde til at forældre giver deres børn lavt selvværd - og 9 måder at gøre det godt igen

Samtidig er det ofte i disse travle kontekster, at børnene bliver ”jaget” med (ja det er et farligt ord, men vi kender alle skrigungen som NÆGTER, at få sko på 10 minutter over mødetid, og som insisterer på at vade i strømpesokker ud til bilen i regn og sne, eller som liiiiige skal nå at køre en sidste  - eller 10 - tur med legetraktoren). For der er ikke tid til snak. Eller er der?

Når vi taler til vores børn er sætningerne ofte præget af bydeform og lukkede spørgsmål med minimale betingelsesmuligheder. Det betyder, at de oftest kun kan svare ja, nej, nå eller okay til det vi siger. Men hvad sker der, når vi åbner op og snakker med dem i stedet?

Min egen retorik er oftest præget af en blid røst og et roligt stemmeleje, men efter jeg fik øje på, hvordan jeg konstruerer mine sætninger, er jeg blevet opmærksom på en helt ny måde at samarbejde på, som jeg føler er udviklende for ham.
Han må selv vælge sko og tøj (ud fra årstiden) og fortæller, at de to krudsedullere forestiller morfars hund og en traktor.

De travle situationer tager både kortere tid og er langt mindre stressende, for man får lyst til at samarbejde, når man bliver hørt og får ansvar. Kender vi ikke selv det fra arbejdslivet?

På samme måde har vi tendens til at tale til vores børn, når vi er fraværende eller distraherede af et tv eller en telefon. Vores respons (på de få øjeblikke, vi opfanger) er minimal, og barnet kæmper om vores opmærksomhed med statusopdateringer og TV-Avisen.

Pludselig sparker han hunden, og kræver en reaktion, som oftest bliver en ”Det vil jeg ik’ ha!’” eller ”Det må man ik’!”, som angiveligt er bedre end ingen reaktion.

Smid din agenda om vasketøj og oprydning væk, fralæg dig alle elektroniske apparater og hav selve samværet som formål.

Det giver tid og overskud til at snakke sammen i stedet for til hinanden, og mulighed for at få en røverhistorie fra vuggestuen eller børnehaven, eller at høre om den lyserøde elefant, der levede af bussemænd.

Vores børn har et univers af ting og tanker, som de gerne vil fortælle os, men det kræver, at vi stiller dem nogle betingelser for at få det ud.

Det vil uden tvivl resultere i flere konflikter eller uoverensstemmelser, når dit barn får en reel stemme i familien, men jeg er overbevist om, at det hundrede procent opvejes af, at du tilbyder barnet ansvar, konflikthåndtering, argumentationsforståelse og en evne til at sætte ord på både tanker og følelser.

Det er fortroligt at snakke og mere distancerende at tale.

Giver du dit barn de bedste betingelser for at snakke med dig?

Indlægget er skrevet af Nanna Just for Dagens.dk. Hun er Stud. Cand.mag, mor til Lucas på to år og har bloggen klummeliv.dk. 

Læs også: Efter at jeg er blevet mor, ånder frygten for døden mig i nakken

 

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV