Vi er nordiske mestre i ubeskyttet sex

Næsten hver femte dansker svarer i en stor nordisk undersøgelse, som den svenske organisation Riksförbundet For Sexuell Oplysning (RFSU) har lavet, at de dyrker sex uden kondom. Det er tre procentpoint flere end i Sverige, fire mere end i Finland og syv mere end i Norge, der slet ikke når os til sengekanten med 15 procent.

Det er ikke første gang, at Danmark topper listen, og undersøgelsen viser samtidig, at 30 procent af de 21-35-årige danskere dyrker ubeskyttet sex. Begge dele vækker bekymring i Sex & Samfund.

»Det er trist og problematisk, at Danmark fortsat ligger i toppen af den statistik. Men samtidig bekræfter det, at der er brug for at sætte ind med seksualundervisning på ungdomsuddannelserne. Som det er nu, lader vi ungegruppen i stikken i Danmark, fordi seksualundervisningen stopper, når de forlader folkeskolen,« siger generalsekretær Bjarne B. Christensen.

Mens de unge har brug for mere viden, så glæder Sex & Samfund sig over, at et flertal af de adspurgte i RFSU-undersøgelsen mener, at en person, der tager initiativ til at bruge kondom, blandt andet er ansvarlig og hensynsfuld.

»Det er dejligt at se, at så mange har den holdning til kondombrug. Det bryder med nogle af myterne på området,« mener Bjarne B. Christensen.

Dagens Gossip

Dagens TV